Der er ting ved at sidde over for mig, som du bør vide på forhånd. Ikke som en advarsel. Som oplysning, så du selv kan afgøre, om det er mig, du skal gå til.

Jeg stod på en parkeringsplads i Holbæk med en bil, der ikke ville starte, og en indre stemme, der sagde, at jeg ikke skulle fylde. Det, der skete derefter, fik mig til at tælle efter, hvem der egentlig står omkring mig.

Spørgsmålet lå i en tråd: hvorfor får så mange det svært bagefter? Der findes et svar. Det er bare ikke et blødt et.

Mange af os bliver kapret af vores følelser, uden at forstå hvorfor. Ikke fordi vi er forkerte, men fordi vi aldrig lærte selvregulering i dybden. Dette indlæg handler om kapring, kropslig hukommelse og den voksne del i os, der kan tage lederskab igen gennem kontakt, terapi og integration.

Kropspositivitet handler ikke om at elske alt hele tiden.
Det handler om at blive. Om at holde op med at forlade din krop, også når den viser sporene af alt det, den har båret.

En fabel om kvinden og katten, hvor stilheden, de bittesmå bevægelser og kroppen som kompas åbner et rum for regulering og nærvær. En fortælling, der væver Somatic Experiencing ind i et poetisk billede af kontakt, nervesystem og det usagte.

Når du har båret stemningen i et rum siden barndommen, kan det være svært at mærke dine egne behov. Men det indre barn i dig håber stadig. Og længes. Her er hvordan du kan begynde at tage dig kærligt af det.

Når kroppen reagerer, selv efter du har forstået alt med hovedet – er det så fordi, du ikke har helet nok? Eller er det netop kroppen, der bærer på en anden form for hukommelse? Dét og meget mere folder vi ud i denne sanselige og kropsligt forankrede del 2 af serien om kroppens blinde visdom.

En drøm og et spjæt førte til en samtale, der blev hængende. For hvad vil det egentlig sige, at kroppen er “blind”? Og hvordan sanser den, når hjernen drømmer, og øjnene er lukkede?