Du skal ikke kæmpe længere – det voksne selv og helingen af indre traumer

Det fortabte barn, der stadig håber

Der findes et lille barn i dig og mig. Et barn, der blev alt for god til at mærke stemningen i rummet. Som tidligt lærte, at hvis jeg kan gøre dig glad, så bliver verden tryggere.

Hvis jeg passer på dine følelser, så bliver der måske ro.

Det barn blev eksperten i at justere sig selv efter omgivelserne. I at scanne ansigter, tonefald, mikrobevægelser. I at være et skridt foran – og ofte glemme sig selv.

Det sårede håb

Når det barn vokser op, kan det være svært at slippe drømmen om, at den anden forandrer sig. At det her forhold bliver til det, du længes efter. Du bliver ved med at se potentialet. Ved med at håbe. Ved med at give – lidt mere, lidt længere.

Og nogle gange, midt i det, ved du det godt:
At det ikke er sundt. At det ikke bliver bedre.
Men kroppen husker noget andet. Den husker strategien: “Hvis bare jeg prøver lidt mere…”

Det var aldrig dit ansvar

Hvis du voksede op med voksne, der ikke havde lært at regulere deres egne indre tilstande, så blev du måske den, de – helt ubevidst – regulerede sig igennem.

Ikke fordi de var onde. Men fordi de ikke vidste bedre. Forældre før os lærte ikke at tage ansvar for deres indre liv. Det sprog har vi først for alvor fået de seneste år.

Men det ændrer ikke, at du blev bærer af noget, der ikke var dit.

Kroppen kender mønsteret

Og det er det, der gør det så svært. For selvom du ved med hovedet, at du skal gå – at du skal sætte en grænse – så vil kroppen måske noget andet. Den længes, den klamrer sig fast, den bliver høj af håbet.

Susan Hart siger: “Det, barnet ikke kan tale om, sætter sig i kroppen.”

Fordi det var den måde, du lærte at overleve på.

Hvem styrer nu?

Helingen starter, når det voksne ‘selv’ begynder at tage over. Når du genkender barnets stemme: “Måske bliver det bedre i morgen…” og møder den med omsorg – men ikke lader den styre.
For hver gang du vælger traumesporet og lidelsen, så forstærker du barnets impulser. du lader det styre, og små børn skal ikke styre voksne relationer.

Du bliver nødt til at være den voksne nu.

Når du tager risikoen. Går væk. Trækker dig ud. Ikke kun for dig selv, men for den lille, der engang bar det hele alene. Når du GØR det, du lovede dig selv, så lytter den lille indeni med – og begynder at stole på dig fra et andet sted.

Den tillid bliver til selvtillid og selvværd på den lange bane.
Du bliver til en, der véd, at du kan passe på dig selv – og at du ikke længere er prisgivet andres kærlighed for at være god nok.

Så du, helhjertet og ægte, kan sige:
“Du skal ikke kæmpe længere. Jeg passer på os nu.”