Den seende krop – Del 3

Nogle gange ved kroppen noget, jeg ikke har forstået med hovedet endnu. Og andre gange ved den bare, hvordan jeg overlever.

Det var en indsigt, der ramte mig dybt under en ceremoni. En sansning, der ikke kunne forklares – men som ændrede alt.

Jeg så forskellen helt klart. Mellem den krop, der handler ud fra instinkt, og det lag i mig, der bare... ved.

Vi har ikke én krop. Vi har mindst to.

Der er den fysiske krop. Den, der trækker sig sammen, spænder op, holder vejret. Den, der reagerer, før vi når at tænke. Den er styret af overlevelse. Det limbiske system. Hjernestammen. Smertereceptorer i huden. Hørelsen der skærpes, når en mulig fare lurer. Hele kroppen, der reagerer med øget puls og en parathed til enten kamp eller flugt. Og det er godt. For det er det, den er skabt til.

Men der er også noget andet. Et andet lag. Et felt omkring kroppen. Kært barn har mange navne. Det æteriske legeme, Prāṇa-kroppen, Qi, din aura – eller det lag, hvor sjæl og sansning mødes. Det, der ser. Det, der ikke er bange.

Det lag er ikke styret af instinkt. Det er ikke fanget i gamle traumespor fra din barndom eller dit liv. Det dømmer ikke og behøver ikke at forsvare sig.

Kroppen beskytter. Sjælen lærer.

Det slog mig så klart: Jeg kan ikke terapeute mit instinkt væk. Jeg kan ikke snakke min krop fra at ville flygte, når noget føles farligt.

Men jeg kan lære mig selv at stå ved siden af det. At blive bevidst om, hvad der er hvad. Hvad der er reaktion – og hvad der er sandhed.

Og det kræver skelevne. Det kræver, at jeg kender mit eget landskab så godt, at jeg kan navigere i det, mens det stormer. At jeg kan mærke, når det er kroppen, der handler af frygt – og når det er sjælen, der hvisker: "Du er klar nu. Gå."

Når kroppen bliver afhængig af sine egne traumespor

Der er traumer, der har rødder så dybe, at det føles som heroin, når de bliver aktiveret. Kroppen kan reagere voldsomt – ikke fordi jeg vil det, men fordi selve aktiveringen af mønsteret udløser kemiske reaktioner i systemet. Adrenalin. Kortisol. Måske endda endorfiner. Det føles kendt – og derfor "rigtigt", selv når det er ødelæggende.

Jeg ved med hovedet – og med hjertet – at jeg burde gøre noget andet. Jeg har lært, jeg har forstået. Og alligevel "falder jeg i".

Det er ikke fordi, jeg er svag. Det er fordi, kroppen ikke er styret af viden, men af vaner og signaler. Af instinkt. Den responderer på det, der har gentaget sig – ikke på det, jeg har læst. Den reagerer på det der sikrer dens overlevelse.

Derfor er nøglen ikke at bekæmpe det, men at skabe noget, der er stærkere. En kontakt, der kan rumme reaktionen. Et felt, der kan holde det, der skræmmer. En bevidsthed, der ved, at "dette er et mønster – ikke sandheden om mig."

At samarbejde med det usynlige

Det æteriske lag i dig og mig har en ro, vi kan læne os ind i. Men det kræver øvelse. Det kræver kontakt. Ikke kontrol.

Det er som at arbejde med et lydløst sprog. En fornemmelse. En pulseren omkring huden. Eller en varme i hænderne. Vi kender det godt, men vi har glemt at tage det alvorligt.

Og nogle gange – i ceremonier, i meditationer, i naturen – husker vi det igen.

Din krop ser. Ikke med øjnene, men med feltet

Der findes et blik, som ikke kommer fra dine øjne.

Måske har du prøvet at blive set, uden at nogen sagde noget. Eller mærket, at et rum blev trygt, bare fordi nogen var der – ikke fordi de gjorde noget.

Det er kroppen, der ser med sit felt. Med det lag, der ligger udenpå huden og rækker ud, som en slags sansende udstråling.

Nogle mener endda, at vores fascia – kroppens bindevæv – kan lagre erfaringer og reagere som om det husker. Et netværk så levende og følsomt, at det kan føles som om det mærker før vi forstår.

Det er her, din æteriske krop tager over. Den, der ikke er fanget i instinkt, men som ser klart. Fordi den ikke har noget at forsvare.

Det er her, vi heler

Når vi lærer at samarbejde mellem instinkt og essens. Når vi ikke forsøger at fjerne reaktionerne – men møder dem med noget, der er større end dem.

Når sjælen får lov at læne sig ned og holde kroppen, i stedet for at kroppen skal bære det hele alene.

Så begynder noget nyt. Ikke nødvendigvis lettere – men ægte.

Fik du læst del 1 og 2 i serien her?:
Kroppen er blind (og så alligevel ikke) - del 1
Den sansende krop - del 2