Kroppen er blind (og så alligevel ikke) - del 1

Noget i kroppen forstod det ikke

Jeg har været i proces i mange år. Jeg har grædt, grinet, mødt mine indre børn og arbejdet mig gennem utallige lag. Kognitivt ved jeg, hvad der skete. Og alligevel – midt i stilheden, i hverdagens pauser – mærker jeg, hvordan kroppen pludselig kapres. Hvordan et gammelt mønster aktiveres, selvom jeg troede, jeg havde sluppet det. Hvorfor reagerer kroppen stadig, når hovedet er videre?

Det spørgsmål blev ved med at følge mig – også i hverdagens små øjeblikke.

En drøm, et spjæt og en sætning, der blev hængende

I nat skete der noget ret komisk. Altså, det var nok ikke sjovt i øjeblikket, men bagefter lå vi og grinede lidt af det.

Bjarne drømte, at han var ved at få benene kørt over af en bil. Ikke bare lidt kørt over. Hele kroppen troede, det var virkeligt. Han spjættede så voldsomt, at han næsten fløj op i væggen ved hovedgærdet.

Det førte til en samtale her til morgen. Bjarne, som jo elsker at filosofere, sagde noget, der blev hængende i mig:

"Kroppen er jo egentlig blind. Den har brug for input udefra for at reagere. Og min hjerne var i gang med at fabrikere en illusion, som min krop troede fuldt og fast på. Hvorfor skulle den ikke det? Den kan jo ikke andet."

Og det er jo rigtigt. Kroppen så ikke bilen. Den mærkede den ikke i virkeligheden. Men hjernen lavede en illusion, og kroppen reagerede, som om den var sand. Det siger noget om, hvor meget vores nervesystem stoler på de signaler, det får.

Når kroppen reagerer på noget, der ikke er virkeligt

Og det sendte mig direkte ud ad en ny tangent. For hvis kroppen reagerer så kraftfuldt på noget, der ikke er virkeligt – hvad siger det så om dens måde at “se” på?

Mit kærlighedsprog er blandt andet “fact dropping” – og fordi det her emne rørte noget i mig, fik jeg lyst til at dykke længere ned. Her kommer lidt nørderi, som du gerne må lade lande i kroppen, mens du læser videre 😉

REM-atonia og drømmens illusioner

Om natten, særligt under drømmesøvnen, befinder kroppen sig i en særlig tilstand, hvor øjnene er lukkede og kroppen delvist lammet. Det kaldes REM-atonia – en slags motorisk spærring, som aktiveres i REM-søvnen og midlertidigt afbryder signalerne til kroppens store muskelgrupper. En slags indbygget sikkerhedsmekanisme, så vi ikke fysisk udlever vores drømme og kommer til skade.

Men nogle gange slipper signalerne igennem – som i Bjarnes tilfælde. Hjernen skabte en virkelighed, og kroppen reagerede som om den var sand. Men hvordan sker det egentlig?

Under drømme (især i REM-søvn) er det det limbiske system, særligt amygdala og hippocampus, der er aktive – vores følelses- og hukommelsescentre. Den præfrontale cortex (din pandelap), som står for logik og kritisk tænkning, er til gengæld dæmpet. Og det er netop derfor, drømme kan føles så virkelige – fordi vurderingscentret er offline. Kroppen, der stoler på signalerne, går med hele vejen.

Kroppen er ikke en maskine – den sanser

Og alligevel er der mere at sige. For kroppen må ikke forveksles med en maskine, der kun handler ud fra hjernens billeder. Den er langt mere sansende, end vi ofte forstår.

Jeg bød ind i vores samtale med, at huden jo faktisk indeholder lysreceptorer – små „lysfangere”, der registrerer lysintensitet og hjælper med at regulere vores døgnrytme via blandt andet melatoninproduktionen. Disse lysreceptorer er en vigtig del af det, vi kalder den cirkadiske rytme – kroppens indre ur, der styrer søvn, vågenhed og hormonproduktion. Kroppen ser, bare på sin egen måde.

Den reagerer uden tanke, uden analyse, uden tid. Den mærker trusler og tryghed, og den skelner ikke nødvendigvis mellem drøm og virkelighed. Den reagerer på de input, som hjernen – til tider ret forræderisk – konstruerer gennem illusioner og gamle mønstre. (Hej traumerespons – et ekko fra fortiden). Kroppen er i høj grad instinkt-drevet.

Så var Bjarne galt på den?

Nej, slet ikke. Det er en præcis observation, at kroppen ikke "ser" i klassisk forstand. Men samtidig må vi nuancere det: For den ser alligevel – bare på sin egen måde.

Vi kan derfor konkludere, at kroppen ikke er blind. Den ser bare ikke på samme måde, som når du er vågen. Den ser ikke med øjnene. Den ser med sanserne. Den sanser med hud, hår, mave og muskler. Et hyperkomplekst system, der både kan fascinere – og forvirre.

Et sidste spørgsmål...

Men hvad nu, hvis der findes endnu et lag af syn? Et indre blik – som ikke kommer fra kroppen, men fra noget større?

Det dykker vi ned i i næste del – hvor vi åbner for det, der rækker ud over sanseceller og søvnrytmer. Hvor vi taler om det blik, der ikke udspringer af kroppen alene – men af noget, der mærker dybere, ser længere, og ved før vi selv forstår det.