Den sansende krop - Del 2

Jeg har efterhånden forløst rigtig meget. Eller – det tror jeg i hvert fald. Jeg har grædt, rystet, mødt mine indre børn, tilgivet og forstået. Jeg har siddet i cirkler, stået i mine egne skygger og arbejdet mig igennem lag på lag. Kognitivt ved jeg, hvad der skete – og hvorfor. Jeg har kortlagt mit landskab.

Og alligevel er der dage, hvor kroppen pludselig bliver kapret. Hvor åndedrættet løber afsted, og musklerne trækker sig sammen, som om noget forfærdeligt er på vej. Dage, hvor reaktionen i kroppen ikke matcher virkeligheden – og hvor jeg bliver forvirret. "Men jeg har jo forstået det her?" tænker jeg. "Hvorfor sker det så stadig?"

Det var dér, jeg begyndte at forstå, at jeg havde glemt en vigtig del af helingsprocessen: min krop.

Kroppen har sit eget sprog

Den tænker ikke. Den ræsonnerer ikke. Den mærker – og den husker.

Vi tror ofte, at hukommelse bor i hjernen, og at traumer skal forløses gennem samtale. Hvis bare vi forstår – så kan vi opløse det.
Men kroppen har også hukommelse. Ikke den slags, der fortæller historier – men den slags, der reagerer.

Fascia: Vores sansende væv

Der er meget, der holder og husker i din og min krop. Men én ting vil jeg fremhæve i dag: vores fascia – kroppens bindevæv.

Et netværk af levende væv, som forbinder alt i kroppen. Og som er langt mere end blot støtte.
Det er en sanseflade. Fyldt med receptorer. Fyldt med liv. Fyldt med erindring.

Fasciaen registrerer tryk, temperatur, vibration og bevægelse – hele tiden. Som et sanseorgan under huden.
Men den gør mere end det. Den husker. Den husker de steder, hvor kroppen engang spændte op. Hvor noget gjorde ondt. Hvor du og jeg bed tænderne sammen og holdt vejret. Den lagrer mønstre, som gentager sig – uden at spørge os først.

Nogle vil endda sige, at fasciaen bærer vores historie – uden ord.

Kroppen reagerer, fordi den beskytter

Når vi mærker uro, pludselige reaktioner eller en trang til flugt, er det måske ikke så uforklarligt, som det føles.

Måske sanser kroppen stemninger og signaler, som hovedet ikke opfanger. Måske ser kroppen – bare med vævet.

For kroppen er ikke bygget til at analysere. Den er bygget til at beskytte. Til at reagere. Til at fornemme.

At lytte med hele nærværet

Så når kroppen reagerer, selv efter vi har forstået det hele – så er det ikke en fejl. Det er ikke et nederlag.
Det er bare kroppen, der fortæller sin version.

Og nogle gange må vi lytte med mere end hovedet, hvis vi vil høre, hvad den prøver at sige.

Måske kræver det en pause. Et øjebliks stilhed, hvor vi ikke forsøger at fikse eller forstå, men bare er.
Måske skal vi begge to lægge hånden på brystet og sige: "Jeg hører dig." Ikke med ord, men med nærvær.

Kroppens visdom fører os videre

Og dér – i det mellemliggende felt mellem viden og væren – kan vi begynde at ane en ny forståelse.
Ikke en logisk en, men en kropslig, sansende viden, der peger mod noget - måske - større end os selv.

I næste del bevæger vi os ind i det, der ikke kan forklares med bindevæv og nerver.
For hvad nu hvis der findes et blik, som ikke kommer fra den fysiske krop – men fra noget større?

P.s. Fik du læst første del: Kroppen er blind (og så alligevel ikke)