Når illusionen brister – og friheden begynder.

Når illusionen falder, og sandheden står tilbage

Nogle gange lyver jeg for mig selv. Ikke bevidst, ikke med ond vilje – men i små krøller af undgåelse, hvor jeg holder fast i fortællinger, der dulmer det, jeg ikke helt er klar til at se.

Det kan være en relation, jeg ikke vil miste. En rolle, jeg ikke tør træde ud af. En følelse, jeg ikke kan rumme. Så jeg glatter det ud. Fortæller mig selv, at det nok går. At det ikke er så slemt. At det bare er mig, der er for følsom, for utålmodig, for meget.

Det er ikke, fordi jeg er naiv. Det er, fordi jeg – som så mange andre – længes efter tryghed. Og nogle gange er illusionen en midlertidig tryghed. Noget, der giver ro, mens jeg samler mod.

Men så kommer øjeblikket. Det stille chok. Spejlet, der ikke længere vil lade sig tåge til. En samtale. En sætning. En fornemmelse i kroppen, der ikke længere kan ignoreres. Og pludselig står jeg der. Uden undskyldninger. Uden det gamle filter.

Og jeg ser det.

Det, jeg troede var mine fejl, var egentlig mine grænser, mine længsler, min længsel efter sandhed.
Det, jeg troede var svaghed, var en omsorg, jeg ikke havde lært at stå ved.
Det, jeg troede var en fiasko, var bare en dør, der ville lede mig videre, hvis jeg havde modet til at åbne den.

Det er ikke altid rart at vågne op. Men det er altid frit.
Og der ligger en særlig lettelse i at stoppe med at bruge energi på at opretholde noget, der ikke længere er sandt.

For når illusionen falder, så bliver der plads til noget andet. Noget ægte. Noget, der kan ånde.

Det kræver mod at se klart.
Men jeg har lært, at sandheden – også når den er rå – altid rummer en frihed, illusionen aldrig kan give.
Og måske er det i virkeligheden det, vi længes mest efter:

At leve i overensstemmelse.
At turde være ærlige.
Også overfor os selv.

Kærllgst,
Synne