Føler du dig ofre kapret af dine egne følelser?
Mange af os har aldrig lært at regulere os selv i dybden. Og det er ikke ment skamfuldt, for hvordan skulle du kunne noget, du aldrig har lært?
Vores forældre havde heller ikke lært det. Ikke fordi de ikke ville os det godt, men fordi det ganske enkelt ikke var noget, der var bevidsthed om dengang. Derfor kunne de heller ikke lære os det.
Så mange af os har - uden at vide det - lært en anden sætning. En indre uro, der i sin essens lyder sådan her:
Jeg har brug for, at du er på en bestemt måde, så det bliver nemmere for mig at være sammen med mig selv.
I virkeligheden er det selvfølgelig ikke den sætning, der kommer ud af munden.
I stedet lyder den ofte som:
“Du overreagerer.”
“Det er ikke så slemt, vel?”
“Kan vi ikke tage den her, når du er mere rationel?”
“Du gør det svært at være sammen med dig.”
“Jeg kan ikke rumme det her lige nu.”
“Kan du ikke bare lade være med at tage det så personligt?”
“Jeg siger det jo kun, fordi jeg vil dig det godt.”
“Jeg prøver bare at hjælpe.”
“Det er altså også hårdt for mig.”
“Du må også kunne se det fra min side.”
Under dem alle sammen ligger den samme tavse sætning:
Jeg har brug for, at du ændrer dig, så jeg kan få ro i mig selv.
Det er hårdt at stå over for et andet menneske, der ikke har adgang til selvregulering.
Og det er lige så hårdt at være den, der er afhængig af andre for at finde ro. Det skaber ofte et smertefuldt loop af utryghed, afhængighed og angst - for begge parter.
Jeg har lyst til lige at sætte farten lidt ned og række en varm hånd frem til dig, der føler dig ramt her.
Når du søger regulering udefra, er det ikke fordi noget i dig er forkert.
Det er fordi der i det øjeblik sker noget, dit system registrerer som farligt. Noget føles utrygt. Og så går den lille i dig i alarm og griber ud efter de strategier, den kender: længsel, frygt, kontrol, tilpasning.
Ikke som et bevidst valg.Det kan du simpelthen ikke nå.
Aktiveringen sker længe før din bevidsthed har opfanget, hvad der er i gang. Det er en kropslig hukommelse, der vækkes. Et instinkt, der tager over og reagerer ud fra det, der engang sikrede din overlevelse.
Og det er helt forståeligt og meget menneskeligt.
Det er her, du bliver kapret.
Kontakten til den voksne del af dig træder i baggrunden, og systemet fokuserer på én ting: at overleve. Og overlevelse forsøges sikret gennem de gamle strategier, vi allerede har talt om.
Der, hvor helingen begynder, er i erkendelsen af, at det her overhovedet udspiller sig.
I øjeblikket hvor du opdager, at den voksne i dig ikke er væk. Hun er der stadig. Hun bliver bare overdøvet, når tempoet bliver for højt, og kroppen bliver træt. Når nervesystemet ikke længere kan bære spændingen alene.
Gennem terapi og ceremonier kan der åbnes ind til netop det sted. Et sted, hvor flere tilstande kan eksistere på samme tid. Hvor du får adgang til den lille, der trykker på panikknappen og samtidig til den voksne, der kan holde rummet for hende.
Terapien tilbyder en langsom, relationel vej, hvor du øver regulering i kontakt med et andet menneske.
Ceremonier kan give adgang til dybe lag af det ubevidste og kaste lys på indre tilstande, som ellers kan tage lang tid at nå frem til.
Sammen kan de være stærke redskaber til heling og selvudvikling når de bruges ansvarligt. Men det vigtigste i begge dele er ikke, hvad der sker i øjeblikket.
Det er det, der sker bagefter.
Gennem integration.
Uden integration bliver det blot mere viden. Og viden alene transformerer ingen liv.
Integration handler derfor ikke om at tage sig sammen. Ikke om mere disciplin eller bedre vaner. Integration er, at den voksne begynder at tage lederskab tidligere. Før alarmsystemet løber løbsk. Før kroppen må skrige for at blive hørt.
Det kan være helt små markeringer.
Et indre stop.
Et åndedrag, der ændrer sig.
En bevidst hånd på brystet.
Et indre der hvisker: “Jeg ser dig. Jeg har dig. Du er ikke alene om det her.”
Jeg kan også anbefale disse blogindlæg:
Du skal ikke kæmpe længere - det voksne selv og helingen af indre traumer
Har du nogensinde følt, at traditionel terapi ikke rækker?
Det begynder i kroppen
Kroppens netværk – fascia som sjælens væv og porten til forløsning
Når kroppen råber stop, men hovedet fortsætter
Når kroppen ikke slipper – selvom du har forstået det hele