Kroppens netværk – fascia som sjælens væv og porten til forløsning

Jeg taler ofte om at få hele kroppen med, når vi taler terapi og heling.
Igen og igen nævner jeg kroppens bindevæv som “noget”, vi skal have med ombord, hvis vi ønsker dyb, ægte og langvarig forandring.

Men hvad ér bindevævet egentlig for en størrelse?

Der er en intelligens i kroppen, som ikke taler i ord.
Den visker gennem spændinger, bevægelser, sansninger.
Gennem trækninger i kæben, en uforklarlig træthed i bækkenet, et svaj i ryggen, der føles ældre end du selv.

Fasciaen – din krops bindevæv – er som et levende netværk.
En vævning af tråde, der forbinder dine muskler, organer og knogler.
Men det er mere end bare anatomi. Det er også et energetisk felt. Et sted, hvor livet sætter sine spor.
Følelser, oplevelser og traumer gemmer sig her, som små knuder i fibrene.
Som længsler og chok, der ikke fik lov at blive udtrykt.

Når vi bevæger os bevidst, bliver berørt med nærvær, eller trækker vejret helt ned i kroppen –
så begynder vævet at tale.
Måske i form af en tåre. En pludselig erindring. Et suk, der har ventet i årevis.

Fasciaen husker – også det, vi troede, vi havde glemt.
Og det smukke er: Den kan også give slip.

Jeg har set det igen og igen – i ceremoni, i individuelle sessioner og på retræterne.
Forløsning starter sjældent med en god forklaring.
Den starter med en bevægelse. En kontakt.
En fingerspids mod en fingerspids. Øjne, der mødes.
En krop, der åbner sig for endelig at modtage.

Jeg oplever det hele tiden:
Kroppen bærer nøglerne. Ikke bare til smerten – men til friheden.

Derfor begynder arbejdet hos mig sjældent i hovedet.
Det begynder nedefra.
Med en hånd på hjertet.
Med bevægelse, åndedræt og lyd.
Med tillid til, at det vi mærker, er værd at lytte til.

Og det er først på bagkant af denne ægte kontakt, at der kan komme mentale indsigter.
Men det skal komme den vej fra.
Nye perspektiver kan ikke integreres med tankerne alene.
Når kroppen løsner, følger tankerne med – og skaber nye tankespor.

En invitation:

Prøv engang at sidde et øjeblik med lukkede øjne.
Træk vejret langsomt ind gennem næsen...
og lad udåndingen være lidt længere.
Læg mærke til, hvor kroppen trækker sig sammen – og hvor den giver slip.

Der er ingen facitliste.
Kun opdagelse.

Kroppen ved noget, du har glemt at huske.

Fra mit bindevæv til dit, i kærlighed
– Synne