Når kroppen råber stop, men hovedet fortsætter

Om overvældelse, nervesystemet og den lille vej tilbage til ro

Forleden dag blev jeg overvældet.
Ikke bare lidt – men helt ned i hver en fiber af min krop.
Alting sitrede. Min krop bad om ro og hvile, men mit rastløse hoved kunne ikke slappe af.
En fod på speederen. En fod på bremsen.

Jeg mærker de intense tider, vi er i, helt ind i mit eget system.
Vi svømmer i det samme vand, allesammen.

Jeg ser sjældent nyheder, men jeg kan ikke lade være med at lytte til venner, læse opslag på sociale medier og mærke energien rase omkring mig og i mig.
Det konstante tryk på spørgsmålet:
Holder eksistensgrundlaget?
Bliver der krig? Handels-kollaps?
Det er de store spørgsmål, der rumsterer under overfladen.

Jeg hører så mange historier om håbløshed og angst.
Og selvom jeg har redskaberne, så går det ind i mit system, når der har været meget – uden mulighed for tilbagetrækning.
Jeg er på ingen måde noget supermenneske.

Jeg elsker retræterne.
Men efter en uge som ugeretræten – hvor der også var proces til mig selv (hvilket jeg ellers sjældent tillader) – blev der pludselig helt tomt.
Og som så mange andre i den tilstand, endte jeg på sofaen.

Kroppen nægtede at rejse sig.
Hovedet kværnede på overdrev.
Og fingrene scrollede automatisk hen over larmen på skærmen, fra app til app, uden helt at opfatte noget.
Nogen danser, nogen fortæller, lyset blinker, musikken skifter.
Nogen falder og slår sig. Nogen er kede af det.
Det er et vildt vindue, det dér internet.

Måske kender du følelsen af at være låst fast lige dér?

Når kroppen råber stop, men hovedet fortsætter.
Når hjertet længes efter ro, men fingrene bliver ved med at scrolle.
Den dér mærkelige blanding af udmattelse og uro.
Foden på speederen. Foden på bremsen.

Det er ikke fordi, der er noget galt med mig eller dig.
Det er faktisk en helt naturlig reaktion i kroppen.

Når vi bliver overvældede – af egne processer, af andres historier, af verdens tilstand –
så er det vores nervesystem, der forsøger at beskytte os.

Amygdala, hjernens alarmcentral, scanner konstant: Er vi i fare?
Det sympatiske nervesystem – vores kamp- og flugtreaktion – aktiveres.
Men hvis vi ikke kan handle på alarmen… hvis der ikke er et sted at flygte hen eller noget at kæmpe imod…
så træder den anden del af nervesystemet ind:
Den dorsale vagusgren, som lukker kroppen ned, sender os i frys eller kollaps.
En blanding af alarm og opgivelse. Overtryk og udmattelse. Looping.

Og så står vi der:
Med en krop, der vil løbe, men ikke kan.
Med et hoved, der ikke kan slippe tankerne.
Med fingrene, der scroller i ring.

Hvad hjalp mig?

Den dag, hvor jeg lå der på sofaen og kunne mærke, at jeg var fanget –
der skrev jeg til en, jeg holder af.
Bare dét at række ud gjorde noget.

Og så blev jeg mindet om mit tyngdetæppe.

Et simpelt, men kraftfuldt redskab for mig.
Tyngden på kroppen giver mit nervesystem et signal om, at det er trygt at give slip.
At jeg ikke behøver holde alt selv.

Det, der sker, er faktisk ret enkelt – og smukt:
Når vi lægger tryk på kroppen, aktiveres proprioceptorerne i vores hud og led.
De sender besked til hjernen: “Alt er okay. Du behøver ikke være på vagt lige nu.”
Det hjælper amygdala til at falde lidt til ro, og vagusnerven får plads til at gøre sit arbejde:
At berolige, blødgøre, lande.

Men det behøver ikke være et tyngdetæppe.
Det kan være at lægge en hånd på brystet.
At svøbe sig i et tæppe.
At læne sig op ad en væg.
At mærke jorden under fødderne.

Måske har du allerede dine egne små ankre?

🌿 En lille øvelse til dig:

Sæt dig godt til rette.
Lad fødderne hvile tungt mod gulvet.
Læg en hånd på hjertet – eller på maven, hvis det føles bedre.
Luk øjnene, hvis det føles trygt (med mindre du har tendens til at dissociere, så hold dem åbne).
Træk vejret langsomt ind gennem næsen…
og lad udåndingen vare lidt længere end indåndingen.
Gentag tre gange.

Mærk:
Hvor i kroppen er der spænding?
Hvor giver kroppen måske lidt slip?

Det behøver ikke være mere end det.

Og måske er det i virkeligheden det vigtigste at huske:
At vi ikke skal kunne regulere alt selv.
At vi gerne må række ud.
At det er okay at være menneske – også når det hele sitrer.

Pas på dit nervesystem, kære du.
Der bor så meget liv dér, hvor roen får lov at lande.