Det begynder i kroppen

Der er noget, vi ofte glemmer i vores søgen efter indsigt:

At kroppen altid er med.
Eller rettere – at det er her det hele begynder.

I mit arbejde med retræter og integration ser jeg det igen og igen:
Vi tror, at vi skal forstå os frem til forandring. At hvis bare vi analyserer det, vi har oplevet, så vil det hele falde på plads.
Men heling bor sjældent i hovedet.

Den bor i nervesystemet. I vejrtrækningen.
I det øjeblik, hvor skuldrene sænker sig, og du opdager, at du ikke længere spænder op.
I en tåre, der løber uden drama – bare fordi kroppen giver slip.
Det dybe suk der bevidner at selv dit bindevæv slipper nu og energien begynder at løbe igen.

Det er i kroppen, vi bærer det, vi har været igennem.
Og det er i kroppen, det kan få lov at løsne sig. Ikke som en beslutning, men som en tilladelse.

Når deltagere kommer hjem fra en af vores ceremonielle rejser, er det ofte med store ord:
“Det var vildt.”
“Jeg så alt.”
“Jeg forstod noget dybt.”

Og det er smukt.
Men det er først, når kroppen får lov at fordøje det oplevede, at arbejdet virkelig begynder.

Når du begynder at handle anderledes.
Være i dine relationer på nye måder.
Lytte til de små signaler.
Vælge blødhed frem for overlevelse.

Det er her integrationen bor.
I kroppen. I rytmen. I gentagelsen.

Og derfor spørger jeg ofte ikke: Hvad oplevede du?
Men i stedet: Hvad mærker du lige nu?

Og når du så tør mærke, så kan forståelsen komme - bagefter!

Men det begynder i kroppen.

Og det begynder – igen og igen – lige her.

Kærligst,
Synne - og planterne