At være “woke” - og blind.

Her kommer et stykke med skarpt. Det har boblet og ulmet i lidt tid og jeg skulle lige have fat i det, men nu er det kommet til overfladen.

Upopulær holdning, måske. MEN… måske det ringer ind alligevel?

Jeg ser videoer jævnligt med folk der taler om at ”vågne” og igennem det at være vågen, opnå evnen til at se klart.
Der hvor jeg rynker brynene er der, hvor den energi er udadrettet. Det er de ANDRE der pludselig kan ses igennem, det er systemet der pludselig er regnet ud.

Ofte følger det også med, at andre mennesker kan regnes ud inden for de første sekunder.
Selvfølgelig giver erfaring, uddannelse og generel viden om den menneskelige psyke og ikke mindst; tilstrækkelig mange gentagelser igennem praksis, en vis genkendelse ind i mennesker (vi er altså ikke så unikke som vi gerne vil tro vi er).
MEN, at tro at du VED om det andet menneske, bare ved at se på dem eller have haft en enkelt samtale med dem, eller set dem på tv, internet eller andre steder, kære ven, det er en illusion bragt af dit ego.

Det er den del af dig der gerne vil være overlegen, i sikkerhed på den høje gren.
Det er et instinktivt ønske, drevet af behovet for at kunne forudse og dermed undgå farer.

Det er drevet af frygt.

Når du TROR at du ved, så holder du op med at se. Du holder op med at være åben, nysgerrig, lyttende og nærværende.
Der er ingen udvikling fra det sted, for der er ingen steder at flytte sig hen. Du ved jo allerede.

Jeg vil vove at påstå, at kærligheden ikke flyder når meningerne er sat i stål.
Og det er jo det vi alle vil, er det ikke?
Lære om kærligheden, mærke kærligheden, få kærligheden til at vokse.

Jeg sidder her og ser ud på verden og lytter.
Jeg sidder bag min skærm og læser, jeg sidder i cirkler og lytter. Og jeg prøver OGSÅ at skabe mening i det hele, selvfølgelig gør jeg det.
Jeg er et menneske, fuldt og holdent. Jeg er en hvid kvinde midt i 40érne.
Jeg er blind af bias, privilegie og mine egne traumspor. Jeg kan på INGEN måde heller se ”klart”.

Men jeg kan bruge min erfaring, min viden og mit intelligente hoved.
Alt hvad jeg giver udtryk for, er min subjektive mening og jeg har ingen sandhed.
Alligevel river det i mig for at fortælle dig hvad jeg ser.

Det river i mig for at skabe kontra til det misforståede budskab der gives igen og igen. Jeg ér jo vægt, så balancen vil jeg altid søge.

Anyway, kære søster eller broder der læser dette. Lad mig komme med en invitation til dig.
Den energi du bruger på at prøve at se andre klart, vend lygten om og lys ind i dig selv.
Det er LANGT mere ubehageligt at lyse den vej, jeg ved det godt.
Men jeg tror på dig.
Når du lyser indad på dig selv, så kig bagom dig og se dine skygger danse på væggen.
Det er dér guldet ligger. Inde i alt det mest ubehagelige. Det du ikke vil være ved, med dig selv.
At lære dét sted at kende, dét er vejen til at se mere klart.

Vil du gerne have verden til at være et bedre, mere kærligt sted at være i, så gør dig SELV til et mere sikkert menneske at være omkring og gå så ud i verden med dét.

Og når du virkelig opdager, at du ikke engang kan se dig selv klart, så vil jeg vove at påstå at ydmygheden overfor andres dybe mysterier vil komme til overfladen.
At behandle hinanden med respekt, ydmyghed og nysgerrighed, det giver plads til spørgsmål.
Hvis du virkelig begynder at lytte, så folder der sig de mest vidunderlige, overraskende menneskelige historieblomster ud foran dig.

Når de folder sig ud, så blomstrer kærligheden.
Så er der KONTAKT mellem mennesker.

For mig, er det meget mere helligt og ”woke”, end at tro at du har regnet det hele ud.

I kærlighed,
Synne