Portaler, overgange, initiering…

Jeg har aldrig oplevet mit liv så intenst som det er lige nu.

Hver gang jeg sidder og kigger lidt op mod skyerne og hvisker “NU kan det ikke blive vildere, vel?”, så samler mine forfædre, planterne, spirits og alle de andre sig sammen i en dans i cirkel omkring mig.
Dansen er fuldt af glæde over den læring der OGSÅ er på vej.
Og jeg sidder der, midt i cirklen.

Først protesterer jeg.
Så forhandler jeg.
Derefter tårer.
Så kommer vreden.
Mit nervesystem brænder en vild ild!
Angsten ruller.
Alt er kaos!

Og de danser videre.
Men for en stund kan jeg hverken se eller høre dem.
Er alene.
Helt alene.
Vrider mig.
Brænder op.

Søger ud, i tillid.
Forklarer.
Græder.
Falder.

Brænder op.

Ligger på en madras, mens kærlige hænder favner mit nervesystem.
Langsomt husker jeg hvem! jeg! er!
Der er en stille, men sårbar ro.

Den bliver straks prøvet af. Min ro.
“Mener du det?” danser de videre i cirklen, mens de ser på mig.
Jeg falder i igen.
Overdøver alle følelser med den højeste musik, mens jeg rokker frem og tilbage.
Det gør ondt, ondt, ondt!
Det brænder i alle mine årer!

…

Og så lægger det sig.
Helt stille forsvinder det som tåge i morgensolen. Lidt ad gangen.
En ny klarhed opstår.
Husk! hvem! du! er! hvisker de fra cirklen.
Og jeg husker. Lidt.

Filmen opstår - igen, for mit indre blik. Og ser jeg ser den. Som jeg har set den før.
Filmen om den fortabte far.
Men så sker der noget helt nyt.
Mit blik udvider sig, og der sidder hun.
Den lille pige.
Men en projektor i hånden og afspiller den film.
“Er der dig der viser mig det her?” spørger jeg overrasket.
Hun kigger bare op på mig og nikker.
“Lille skat for pokker da” siger jeg og tager hende op.

Bliver, endnu engang, til min egen indre mor og far.

“Er det dig der har spillet den film hele tiden”
Hun nikker igen “og du så mig slet ikke”.
“Nej det gjorde jeg godt nok ikke. UNDSKYLD lille skat. Undskyld jeg ikke så dig. Jeg skal holde øje med dine film og så kommer jeg straks og krammer dig når du spiller dem. Lige så snart jeg ser det, så kommer jeg”
Og hun læner sig ind i min favn og smelter sammen med mig.

Og jeg husker hvem jeg er!
Fra et nyt sted igen.

Selvværd.
Selvrespekt.
Selv-accept!
Ro.
Styrke.
Grænser!
Dyb grounding ned i moder jord og mine værdier.

Cirklen er sluttet igen i mit indre, istedet for at være spredt for alle vinde.
Jeg er igen et lodret menneske, med mine indre linier strakt ud.

Hold nu op en tur!
Den skal behandles med den fineste omhu.
Og integreres.

Så jeg tog lige en kop the til at sidde helt stille med.
Imens de danser videre og griner til mig.
Og jeg mærker mine fødder bevæge sig så småt og det lille smil i mundvigen.

Jeg er hjemme!

- Nedskrevet okt 2022