Del 1: Når kroppen ikke slipper – selvom du har forstået det hele

Du kender det måske.
Du har talt om det. Fået det spejlet. Forstået mønstrene.
Du ved godt, hvor det stammer fra. Du har arbejdet med det.

Og alligevel…
bliver du ved med at vågne med en tunghed i kroppen.
bliver du overvældet af små ting.
bliver du udmattet på mærkelige tidspunkter.
bliver du ved med at spænde i kæben, i brystet, i bækkenet.

Du har forstået det hele – men kroppen gør noget andet.
Forandringen er ikke landet. Ikke helt.
Og det kan føles, som om noget stadig sidder fast.

Det er ikke din skyld

Jeg vil gerne sige det helt tydeligt:
Det her handler ikke om, at du ikke har arbejdet nok med dig selv.
Det handler ikke om, at du ikke vil det nok.

Det handler om, at kroppen har sin egen rytme.
(Halløj, cirkadisk rytme, hormonspejl og et helt indre urværk – det nævner jeg bare lige i forbifarten.)

Det tager meget længere tid for kroppen at slippe, end for hovedet at forstå.
Hovedet er som en motorvej – hurtig, logisk, effektiv.
Kroppen? Den er en stille landevej med sving og huller og støv, der hvirvler op, hvis du prøver at forcere tempoet.
Den bevæger sig langsomt, fordi den er skabt til at mærke hvert trin.

Og den heler i sit eget tempo.
Vidste du for eksempel, at nerver godt kan regenerere?
Men at de gør det med omkring 1 millimeter om året.

Så det er ikke fordi, du er dårlig til selvudvikling eller gør noget forkert –
det er bare fordi, din krop går med små, tålmodige skridt.

Og så er der dét, som ligger endnu dybere.
Tilstande i kroppen, som stammer fra før du havde sprog.
Så hvordan skulle du kunne sætte ord på noget, som blev præget i dig, længe før du kunne tænke i sætninger?

Nogle forskere – og mange med kropserfaring – taler også om transgenerationelle traumer.
Sår og tilstande, som ikke engang er dine egne, men som er blevet videregivet gennem generationsled – som et energetisk aftryk i systemet.

Det kaldes epigenetik. Et stort og komplekst felt, som jeg gerne folder ud en anden dag inden for den formåen og forståelse, jeg har erhvervet mig indtil nu.

Men kort sagt:
Noget der ikke blev forløst hos vores forældre, kan dukke op som ubearbejdet uro i os.
Og det betyder ikke, at du skal bære det.
Men måske skal du være den, der tør mærke det.

Hvordan ved vi, at noget stadig sidder fast?

Der er tegn. Små signaler, som kroppen sender, når noget endnu ikke er forløst.
Du kan opleve:

• En grundtræthed, der ikke går væk af søvn
• Lav energi, men indre uro – som at sidde fast i både bremsen og speederen
• At du mister lysten til kontakt, selvom du længes
• Spændinger, især omkring kæbe, bryst, mave, bækken
• Et nervesystem, der enten er i konstant alarm – eller lukker helt ned
• Svært ved at mærke dig selv – eller svært ved at være i dig selv

Mange beskriver det som at være fanget i en slags tåge.
Andre mærker det som en knude et sted i kroppen. Noget, der ikke slipper.

Når kroppen husker det, hovedet har glemt

Vi ved i dag fra både kropspsykoterapi, traumevidenskab og nervesystemforståelse, at traumer ikke kun sidder i tankerne – de sidder i kroppen.

Det betyder, at du kan forstå alt, og alligevel ikke opleve forandringen, før kroppen får lov at være med.

Det er ikke fordi, du gør noget forkert.
Det er fordi din krop forsøger at beskytte dig.
Den holder fast i noget, fordi den ikke har fået trygheden til at slippe.

Det starter med at lytte

Så næste gang du mærker træthed, uro eller spænding – så prøv, om du kan lytte, i stedet for at fikse.
Ikke fordi det skal gå væk, men fordi kroppen måske prøver at fortælle dig noget, den endnu ikke har fået sagt.

🔜 I næste indlæg dykker jeg ned i spørgsmålet:
Hvad er det egentlig, kroppen har brug for – når den ikke bare vil forstå, men forløse?
For hvis vilje ikke virker… hvad gør så?

Du finder del 2 af denne mini serie lige her.