Del 2: Hvad skal der så egentlig til, for at kroppen begynder at slippe?

(Har du ikke læst del 1 i denne mini serie, så kan du finde den lige her)

Hvad skal der så egentlig til, for at kroppen begynder at slippe?
Det er et af de spørgsmål, jeg oftest hører. Mennesker, der har arbejdet med sig selv i årevis, og alligevel mærker, at kroppen holder fast. De siger: “Jeg vil det jo. Jeg er klar. Men der sker ingenting.”

Og det er netop dér, vi skal starte. For kroppen slipper ikke, fordi du vil det. Den slipper, når den kan.

Eller som vi siger i forbindelse med ceremonierne: Hengivelse er ikke en aktiv handling. Du kan ikke vilje din vej til et slip. Det er ligesom med søvnen. Du kan ikke presse dig selv til at falde i søvn. Du må hengive dig og lade den komme, når dit system er klar. Jo mere du prøver, jo længere væk er roen, der skal til.

Så … det handler ikke om vilje
Det handler om tryghed.
Om den der helt grundlæggende følelse af, at her må jeg godt være, præcis som jeg er.
At der er tid. At der ikke kræves noget. At nervesystemet mærker: “Der er ikke fare.”

Kroppen slipper ikke, når vi presser den. Den slipper, når vi møder den.

Hvad skal der til?
Der er ikke én opskrift. Men igen og igen oplever jeg, at kroppen begynder at slippe, når disse elementer er til stede:

- Relationel tryghed – et andet menneske, der er roligt, åbent og reguleret
- Langsomhed – at tempoet sænkes, så kroppen kan følge med
- Sansning – kontakt med vejrtrækning, berøring, lyd eller bevægelse
- Ikke-dømmende opmærksomhed – at alt det, der mærkes, får lov at være der
- Tid og gentagelse – ikke én gang, men igen og igen, så kroppen tør tro på det

Det er ikke ”teknikken”, der virker.
Jeg bruger mange redskaber i mit arbejde – fra samtale til åndedræt og lyd til dearmering og ceremonielt rum. Men det er ikke teknikken, der får kroppen til at slippe.

Det er rummet bag teknikken.
Nærværet. Opmærksomheden.
Det, der ikke presser, men inviterer.

Det er dér kroppen mærker:
Her behøver jeg ikke beskytte mere.
Her er der plads til at slippe det, jeg har holdt på så længe.

Jeg ser det hele tiden Når nogen endelig tør blive i kroppen – selvom det gør ondt. Når der ikke skal præsteres noget. Når et suk, en tåre, en bevægelse får lov at lande.

Så sker det.
Ikke med viljen.
Men med kontakt.

Du behøver ikke forstå det hele endnu.
Kroppen taler sit eget sprog. Du behøver ikke forstå det hele. Du skal ”bare” begynde at lytte på en ny måde (det er nemt at sige – og kan være utroligt frustrerende og svært i starten).

Nogle gange starter forandringen ikke med et gennembrud. Men med en anden måde at være i dig selv på. I det helt små.

- I næste indlæg:
Hvad gør du, når kroppen er i alarm?
Når den ikke vil samarbejde, men lukker ned, spænder op eller flygter?
Der starter det virkelige arbejde – og det skal vi dykke ned i næste gang.

(psst… “Næste gang” er her allerede og du finder næste afsnit lige her)