Del 3: Så hvad gør vi, når kroppen ikke vil samarbejde?

Vi stopper med at tvinge den.
Vi holder op med at forsøge at overbevise den med ord (hvis det ikke er gået op for dig endnu, så her er et hint: ord virker ikke i denne tilstand).
Vi begynder at arbejde med kroppen – i stedet for imod den.

Når kroppen er i alarm, er det første skridt ikke at forstå den.
Det er at møde den.

Her er nogle principper, jeg arbejder med – både i mit eget liv og med mine klienter:

1. Vi møder kroppen der, hvor den er – ikke hvor vi ønsker, den var

Når din krop trækker sig, spænder op eller lukker ned, kan du spørge:

“Hvis dette var et barn, der var bange – hvordan ville jeg så møde det?”

Du ville næppe råbe:
"Kom nu, slap af! Det er da ikke noget at være bange for!" eller andre variationer af skam og skyld.
Du ville sætte dig ned, skabe ro, række hånden frem – og vente.

Det samme gælder dig selv.

Måske har du indre børn i dig (jeg kalder dem det – men du kan også tænke på dem som følelser, delpersonligheder eller sårede dele), som har været alene i årtier, afhængig af hvor gammel du er.

De springer ikke nødvendigvis bare op i dine arme i et hjerteligt gensyn. De er skeptiske – og med god grund.
De er de kloge dele i dig, der har passet på dig i det skjulte (også derfor de kan lave så meget ballade, fordi de netop agerer ind i dig fra dit ubevidste).
Derfor kan det tage mange forsøg og en uendelig tålmodighed at skabe kontakt.

Vi er stadig krybdyr i vores hjerner, så du kan tænke på det som at nærme dig et skræmt dyr, der er blevet forsømt alt for længe. Samme tålmodighed gælder over for dine indre dele, som blev efterladt alene dengang – og som nu skal lære, at du ikke går fra dem igen.

2. Vi skaber tryghed – ikke pres

Kroppen skal føle sig tryg, før den kan give slip.
Og det sker ikke gennem intentioner – men gennem konkret kontakt:

– Et blidt tryk mod brystkassen
– En varm kop i hænderne
– En rytme: vejrtrækning, fodtrin, musik
– Et menneske, der bliver hos dig med roligt nærvær

Det er netop disse erfaringer, der – langsomt og sikkert – fortæller nervesystemet:
Du er ikke alene længere.
Du behøver ikke forsvare dig nu.

Derfor kan du heller ikke sidde alene hjemme og hele dine relationelle traumer.
Det, der er blevet skadet i relation – må også heles i relation.

Der skal et levende, responsivt nervesystem til – et, du kan spejle dig i. Det kan være en god ven, en terapeut, din elskede (Heling i parforholdet er en hel tråd for sig – det tager vi en anden gang).

3. Vi arbejder med det, der er muligt – ikke med idealer

Måske kan du ikke meditere, når du er i alarm (Jeg kender det godt – følelsen af at sidde på nåle og blive bedt om at bare være med det der er...).

Måske føles det for voldsomt at mærke kroppen direkte.
Så start et andet sted:

– Bevægelse før stillhed
– Udstrækning før introspektion
– Rytme før refleksion

For mange af os er kroppen ikke et roligt sted at være – endnu.
Så vi starter småt. Og bygger en ny tillid op, celle for celle.

Det er her, forandringen begynder

Når vi holder op med at kæmpe med kroppen og i stedet inviterer den med – begynder noget at blødgøre sig.

Forandringen handler ikke om at være færdig med noget - hint: det bliver vi aldrig helt – gamle mønstre kan altid finde telefonen og ringe op igen. Men vi kan løsne så meget energi, at vi ikke længere bliver kapret, når de dukker op.

Det handler om at opdage, når det gamle viser sig – og være i stand til at vælge en ny vej.

Ikke som præstation.
Men som praksis.

Kærligst,
Synne

Fik du læst de andre dele af serien? Del 1 finder du lige her og del 2 finder du her.