Hvis du er glad for din avatar, så lad være med at tage til ceremoni

Lørdag aften sad jeg til en uformel sammenkomst med kloge og nysgerrige mennesker. Som det så ofte sker i de rum, gled samtalen stille og roligt over i det eksistentielle: Hvem er vi egentlig, når vi skræller lagene af? Og hvorfor skulle man overhovedet begive sig ud på sådan en rejse med planterne?

Spørgsmålet kom direkte og ærligt:
“Hvorfor skulle jeg overhovedet gøre det? Hvis jeg egentlig har det godt?”

Kender du følelsen af, at noget ikke helt stemmer?

Udefra virker alt fint. Du har styr på tingene, gør det rigtige, og måske ser du endda ud som én, der er landet i livet. Men inden i… er der noget, der strammer. Et subtilt pres. En afstand. En tomhed, du ikke helt kan sætte ord på.

Det er her, mange starter deres rejse – ikke fordi de er i krise, men fordi de kan mærke, at noget i dem længes. Efter ægthed. Efter sig selv. Og det bringer mig til noget, vi sjældent taler ærligt om - og som jeg svarede til spørgsmålet overfor:

Hvis du er helt og aldeles tilfreds med den, du er – og det liv, du lever – så er der måske ingen grund til at tage af sted. For du risikerer at møde sider af dig selv, du ikke har set længe. Eller at miste dem, du troede var dig.

Når masken begynder at krakelere

Du risikerer, at noget dybt og skjult i dig bliver trukket frem i lyset.
Ikke fordi du bliver ødelagt af det, men fordi det, du har bygget dig selv op omkring – navnet, jobbet, meningerne, de velvalgte ord og det gode blik i spejlet – pludselig ikke længere føles som dig.

Det er det, jeg mener, når jeg siger:
Hvis du er glad for din avatar, så lad være med at tage til ceremoni.

Hvad er egentlig dig?

Din avatar – din persona, dit image, dine roller – fungerer sikkert godt.
Det er den konstruktion, vi allesammen bygger op omkring det inderste.
Noget, der virker.
Noget, vi bliver anerkendt for.
Noget, vi kan navigere med.

Og det er ikke forkert. Men det er heller ikke dig.

Ceremonierne har det med at trække sløret væk. Igen, ikke for at ødelægge dig. Men for at spørge:
Hvem er du, hvis du ikke længere får lov til at være den, du plejer at være?
Hvad sker der, når strukturen smuldrer – og det inderste træder frem?

En rambuk midt i solar plexus

Planterne piller i din avatar og får dig til at stille spørgsmålstegn ved alt, du troede var dig.
De skræller lagene af. Og det kan være voldsomt.
Det kan føles, som om hele selvforståelsen er ved at gå i opløsning.

Og ja – det er ekstremt konfronterende.
Ceremonien er ikke blid snak med universet.
Det er en rambuk. Midt i solar plexus.

Derfor er integration ikke valgfrit

Det er også derfor, at integration er altafgørende.
Som jeg tidligere har skrevet – bl.a. i indlægget Psykedelika er ikke magi – så kan mennesker komme ud af en retræte både forvirrede og uregulerede, hvis der ikke er viden og kropsligt forankret støtte til at omsætte det afpillede løg af den gamle selvforståelse – til ny visdom og en vej fremad.

Ceremonien er ikke slut, når musikken stopper.
Den begynder først for alvor dér.

Når det gamle slipper – og du ser dig selv

Og så, midt i alt det afklædte, sker der noget.
Når slørene falder, og du begynder at stå klarere frem for dig selv, ser du alt det guld, du i årevis har gemt væk bag tillærte mønstre, gamle stemmer og ydre krav i sammenligningslegen.

Når tårerne er tørret, og du træder ud i solen igen, bliver alting skarpere.
Farverne. Følelserne. Formålet med det hele.

Der er en ro, du kun kan opleve.
En klarhed, du ikke kan læse dig til.
Du er her.
Ikke som den, du skulle være.
Men som den, du er.

Og det føles ikke farligt længere. Det føles... sandt.

Hvem er du, når ingen kigger?

Hvad der så er dig?
Det er et åbent spørgsmål.
Men jeg tror, at hvis du læser med her, så er du et nysgerrigt menneske.
Og derfor stiller jeg det videre til dig:

Hvem er du – når ingen kigger?
Hvad er tilbage, når lagene slipper?
Og tør du møde det?

I kærlighed og respekt,
Synne