Efterårets retræte er slut, og jeg sidder stadig med efterklangene i kroppen. I dette blogindlæg deler jeg, hvordan jeg mistede min retning – og fandt den igen. Om livskraftens genkomst, ceremoniens kraft og det mod, det kræver at tage ansvar for sin egen heling. Dette er ikke begynderarbejde. Det er levet, rystet og vakt til live igen.

Når noget i kroppen siger nej, men omgivelserne kalder det kærlighed – hvad gør du så?
Dette indlæg er et kærlighedsbrev, en ærlig stemme og en hånd til dem, der har mærket noget skævt i rum, der skulle hele.
Vi taler ikke bare om overgreb, men om ansvar. Om stilhed. Og om at turde sige: Jeg mærkede det.

En ældre kvindelig curandera minder os om noget, vi allerede ved – at ægte medicin ikke skal forstås med hovedet, men mærkes i kroppen. Dette er et møde med visdom, som bæres – ikke forklares.

Hvis du er helt tilfreds med dit liv og den, du er – så lad hellere være. Plantemedicinen river ikke dig i stykker, men den river lagene af. Det er ikke en oplevelse. Det er en afklædning. Og hvis du tør, så venter noget dybere bag facaden.