“Det her er ikke begynderarbejde, I gør her.”

Vi har netop afsluttet efterårets ugeretræte.

Jeg sidder i sengen med hovedtelefoner på og den bærbare på det lille sengebord. Min krop sukker stille, og jeg mærker langsomt roen sænke sig – sammen med trætheden. Mine ører lytter halvt til den rolige musik i hovedtelefonerne, og i baggrunden kan jeg svagt høre min elskede klukke af det tv, han har tændt.

Alt er godt. Øjeblikket er fuldendt – for nu.
Jeg går indad for en stund.
Prøver at genkalde mig ugen, der lige er gledet forbi i rivende hast.

Efter den første ceremoni kiggede jeg ud over flokken og sagde:
“Det her er ikke begynderarbejde, I gør her.”

Og sådan fortsatte det. Indad. Dybere og dybere.

Der var så meget smukt.
Den rytmiske kalden fra trommerejsen, der bragte os vidt og bredt, selvom kroppene lå lige dér på madrassen.

Stemmerne, der bragte hjertets længsel frem i cirklen, mens de blev bevidnet.
Tårerne, der flød.

Dampen, der rev i både næsen og øjnene i svedehyttens dyb. Og endnu en fødsel – fra den dampende, varme livmoder til den kolde luft og plads til at strække kroppen helt ud.

Den dampende suppe. Saunaen. Vildmarksbadet. De mørke aftengåture.

Stenene på alteret i midten af salen, der bar alt det tunge som symbol – i selskab med ageret ved siden af, der bar håb om liv, grenen, blomsten, pilen.

Alt sammen samlet i respekt og lagt ind for – på hver sin måde – at bære manifestationen af en intention. Et håb. Et ønske.

Latteren. Samtalerne omkring bordene i køkkenet.
Dansene til høj musik, før roen igen samlede sig om beretningerne fra sjælens dybder.
Alle de nye venner fra de indre riger, der piblede frem, søgende efter at blive hørt.

En hånd på maven. Et ben, der spjættede.
Kroppen taler, når vi giver den plads – og tør være. Lige dér. Sammen.

Retrætens sidste ceremoni faldt sammen med min fødselsdag.
Ofte har det været i svedehyttens dyb, jeg har fejret min dag – men denne gang blev det i salens dæmpede, røde lys.

Den sidste tid har været min egen dybe proces.
Ting, der havde viklet sig sammen på kryds og tværs.
Ansvar, jeg ikke helt havde opdaget, at jeg ikke havde taget fuldt.
Ord og kærtegn, der var blevet væk.
Tvivl. Til tider håbløshed. Konflikter og sammenstød.
Jeg havde mistet min retning, min kraft – og jeg havde ladet mig dræne.

Udsultet og træt.

Så meget, at jeg var begyndt at mærke tvivlen på mit eget arbejde.
“Hvad skal det nytte?” hviskede håbløsheden til mig.
“Måske gør du skade?” hvæsede skammen til mig.

Den dag satte jeg mig ind i salen på ren vilje, og da jeg satte glasset for munden, var det usædvanligt bittert at få ned. Hele min krop gøs med væmmelse, og jeg kravlede ned under tæppet, krøllet sammen med armene rundt om mine knæ – på min stol med de varme skind.
I venteposition.
I accept af – endnu engang – at møde det ukendte.

Musikken fra de to musikere i salen flød.
Jeg sang fra midten af mit bryst.
Sang for planterne. For stenene, der gav sit liv i svedehytten. For kroppene. For min egen heling.
Sad senere ved siden af Bjarne på gulvet i skrædderstilling og rystede, mens han kærligt lagde sit tæppe om mig og lagde en rolig hånd på min lænd.
Rystelserne tog til.
Kampen mellem at overgive sig – og stadig holde et skarpt øje med salen.
Musikken tog til i styrke. Energien rejste sig i mig.
Hele min krop spændte op, og mine hænder fandt vej til gulvet foran mig, så jeg kunne mærke det kolde gulv og støtte overkroppen på armene.

Og der, lige dér, kunne jeg ikke holde fast i begge tilstande mere.
Jeg overgav mig og gav for en stund rummet til Bjarne. Lukkede øjnene og fulgte energien.
Den løb ud af mine hænder som lys. Ned, ned, ned.
Helt ned i kælderen.
Helt ned i min egen underverden.
Mit eget helvede.
Mine øjne fløj op i panden bag de lukkede øjenlåg, og min ryg spændte op i et dybt svaj.
Rystede. Mærkede.
Det hele blev lyst inde i mit hoved. Mit lys skød ud i alle afkrogene af min kælder.
Dernede hvor mine fortabte indre børn holder til. Dernede, jeg har været SÅ mange gange – for at hente dem op. Én ad gangen, når jeg opdager en ny dør.
Forbi dørene. Og længere ned. Ned i min underverden – og dér, der var den:

Min livskraft.
Min seksualitet.

Jeg havde fået tæmmet mig selv helt tam. Tung.
Mistet lysten til mine kjoler og smykker.
Det hele var druknet i opgaver, tunghed og konflikter.
Jeg var langt væk i sindet.

Tilbage i salen begyndte mine hænder at lave bevægelser, der hev energi op fra gulvet.
Det var tungt, men nu vidste jeg, hvad jeg skulle. Tilbage igennem kælderen.
Bærende på den dyrebare skat – min livsgnist – op og op.
Til den til sidst brød gennem gulvet og lyste lige dér, mellem mine hænder.
Jeg åbnede øjnene og så på den.
Som om jeg holdt en stjerne mellem hænderne.

“Måske er det sådan, min sjæl ser ud?” nåede jeg at tænke kort, inden mine hænder fortsatte, langsomt og forsigtigt, op til mit bryst – hvor min livsgnist flød lige så stille ind bag mit brystben, og min krop langsomt faldt til ro.

I det øjeblik opdagede jeg, at musikken også var på vej ned i intensitet igen.
Flow. Samhørighed.
Hvem fulgte hvem?
Det er også ligemeget.
Det vigtige var, at jeg lige havde hentet mig selv hjem igen.
På min helt egen fødselsdag.

Kontrasterne er så smukke. Så vilde.
Og nogle gange må vi blive helt fortabt, før vi kan opleve den dybeste glæde ved at finde os selv igen.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu – men jeg ved, at for nu, der har jeg mig.
Og jeg har lovet mig at passe bedre på mig selv i fremtiden.
Og for første gang i lang tid, så er det ok, at jeg ikke ved, hvad der skal ske nu.

Jeg ved, at uanset hvad – så skal vi nok klare den.
Sammen.
I cirklen.
Håbet lever.
Kærligheden flyder.

Og hvis vi bliver ved – og husker at passe på os selv imens – så kan det endda være, at håbet og kærligheden når helt derud, hvor der lige nu er goldt for håb på vores kære klode.

Det er det vigtigste i verden:

At holde håbet i live – og huske kærligheden.

Kærlig hilsen,
Synne