Ikke for at gemme mig - men for at sætte fri.

Trigger warning: Sensuel frihed, modne kroppe og ingen undskyldninger i sigte.
Der forekommer voksne mennesker i undertøj og vildskab i dette blogindlæg. Fortsæt kun, hvis du kan tåle at mærke lidt liv i blodet.

---

Jeg ved ikke helt, hvornår det skete…

Måske var det i Netto, hvor jeg stod foran hylden med sexlegetøj og prøvede at forklare til min telefon - og dermed dem, der følger med ovre på Instagram - hvorfor kvinder skal passe på deres klitoris. (Hun var to sekunder fra at udvandre i protest over min eksistens, forståeligt nok…)

Måske var det i morges, hvor jeg fik mig selv til at grine højt over endnu et screenshot om grænser, pleasers og alt det, vi stadig undskylder for (Are we DONE yet?!).

Måske var det i går, da jeg - midt i at teste en paryk - kom i tanke om, at jeg engang lærte at gøre mig lille. For ikke at vække for meget opsigt. Ikke råbe. Ikke larme. Ikke fylde. Ikke være for meget.
Det fik mig til at stoppe op.

Det sidste lange stykke tid er jeg langsomt blevet lidt væk.
Under ansvar, opgaver, alvor. Jeg bærer meget og det har jeg selv valgt. Men når det vokser, og automatiseringen slår ind helt dybt indefra, så taber mennesker sig selv. Jeg er sjovt nok også et menneske.
Automatiseringen er overlevelsesmønstrene. Der hvor vi ikke helt er til stede, men handler ud fra vaner og mønstre. De er gode, for de holder os i live. Men de kan også holde os fra at være i live.

Jeg fandt mig selv et sted, hvor tårerne var begyndt at trille ned ad mine kinder for ofte fra et sted, der var i sorg over at have mistet noget vigtigt.

Men jeg kunne endnu ikke se, hvad det var det, tårerne fortalte om.
Jeg syntes bare, det hele var hårdt. Og alt for meget.

Men der er noget ukueligt i mig. En livsvilje, jeg ikke helt ved, hvor kommer fra. Mit bedste bud er nysgerrighed. Jeg bliver simpelthen nødt til at vide, hvad der sker i morgen!

Den livsvilje har bragt mig langt og nu hviskede den igen, gennem tårerne:
”Ikke give op, søde skat.”

Jeg ved stadig ikke helt, hvornår det begyndte at vende.
Om det var planterne, mine gode venner, terapien eller noget helt femte.

Det havde ihvertfald også noget at gøre med en invitation. En særlig fest. Udklædning.
Der kom legen ind igen. Buldrende. Uden undskyldninger.

I en del år har vi holdt fester med kostumer, fordi jeg ELSKER det. Men selv dét var blevet en byrde og blevet lagt væk.
“Hvad skal det hele også gøre godt for?”…sukkede mit trætte selv.

Nu kom gnisten tilbage, da jeg fik lov til at være gæst. De kloge terapeuttyper ville måske endda kigge blidt og sige: “Da du fik lov til at være med, uden at skulle holde rummet?”.

Jeg begyndte at søge efter parykker. Først som forberedelse til festen. Men hurtigt fra et dybere sted end bare en sjov aften. Det blev en genvej til noget gammelt og samtidig noget nyt.
Dem der har fulgt mig længe ved, at jeg for mange år siden lavede extensions på andre og selv var flittig bruger.
Nu kom det retur som en boomerang. Og wååå… der er sket meget på 20 år!
Ding ding – det udløste noget dybt i mig. En gammel leg. Men fra et helt andet sted.

Nu ikke for at gemme mig. Eller kompensere.
Men for at sætte noget fri.

Og så sad jeg der.
Fredag aften.
Med pink hår, rød kimono, ild i øjnene og et glas vin i hånden. Med en energi, der hviskede helt tæt på øret:
“Synne… ja, du er altså virkelig færdig med at undskylde for dig selv.”

Det startede som en joke.
“Jeg skal bare lige prøve parykken. Bare lige se, hvad den gør.”

Men hvis du har været i nærheden af mig før, så ved du måske også: Det er aldrig bare noget, når jeg går i hyperfokus.
Der ligger altid en sandhed under. En bevægelse. En lille revolution.

For der er noget ved at tage mit eget blik tilbage.
Noget ved at eksperimentere, lege, ære lysten - uden at spørge om lov igennem andres meninger.
Noget ved at mærke den del af mig, der nægter at blive tam igen.
Noget ved at mærke at være fucking vild med mig selv (se mig lige altså …).
Den del, der danser en lille smule, selv når jeg sidder ned.

Og ærligt… det føles fucking fantastisk!

Så her var jeg. En fredag aften.
Midt i mit walk-in. Omgivet af rod, lys, parykker og en følelse af at bo i min krop, fuldt og holdent.
Med energien løbende igennem min krop.

Nysgerrig. I live. Tændt!

Skål, venner, i fin søndagschampagne, i varm the, i hvad du har lyst til.

Skål for den vilde, sårbare, teatralske, dybt menneskelige del af os, der stadig lever.
Selv efter lange retræter, dybe sessioner og voksenlivets alt-for-seriøse lag.

Skål for hende, der leger.
Hende, der eksperimenterer.
Hende, der ikke venter på, at nogen giver grønt lys.

Vi ses på den anden side af parykken.
Hun er ikke færdig endnu.

Hvis du er tiltrukket af emnet omkring seksualitet og kraft, så kan du læse mere her: Eva som oprører: Når seksualitet er en erkendelse, Ikke en forførelse