Kropspositivitet er ikke at elske alt hele tiden.
Kropspositivitet er ikke at elske alt hele tiden.
Det er at holde op med at forlade mig selv.
Min krop er 45 år gammel. Den har båret og født 3 børn.
Min krop har været med til det hele.
Operationerne, overgrebene, turene i forlystelserne, skænderierne, nattevagterne, tidszoneskift, sult, overspisning, dansen, elskoven, skilsmissen og alt det andet der former et liv.
Når jeg selv tjekkede ud (dissociation er min favorit traumerespons), så var den der stadig.
Når jeg blev sur på, at den reagerede på de alt for voldsomme oplevelser, så elskede den mig stadig.
Min krop viser præcis hvor jeg er i mit liv.
Alt det, jeg har båret. Og alt det, jeg ikke kan rumme.
Især dét, jeg ikke kunne rumme, satte sig på mine hofter og i mit bækken.
Da mine børn var små, jamrede jeg af smerte, når de ville ned fra mit skød. Vævet omkring mine hofter var så ømt, at berøring gjorde ondt. Og jeg var flov. Skammede mig over appelsinhud og flad røv.
Da jeg blev ældre låste mit bækken sig og gav mig smerter så voldsomme at de vækkede mig om natten og fik mig til at halte om dagen.
I årevis tog jeg dens styrke for givet. Pressede den videre, selv når den bad om pauser. Ignorerede sult, søvn, smerte og behov.
Og her står jeg så, på billederne. I varmen. Smilende.
Jeg følte mig langt mere komfortabel ved at vende forsiden til fotografen, end bagsiden.
Forsiden var nem.
Bagsiden ramte noget dybere.
Flere årtiers terapi og arbejde med mig selv, og så stod jeg der og var flov midt i paradis!
Flov over en krop, der som det reneste spejl, viste mig konsekvenserne af mine egne handlinger og alt det jeg endnu ikke havde adgang til, i mig selv.
Et sammenbrud af illusionen om mental kontrol.
Alle de gange den har bedt om frisk luft og bevægelse, men jeg har bildt mig ind at jeg havde for travlt.
Alle de gange den har bedt om næring, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg ikke orkede at bruge tid på at lave rigtig mad.
Billederne her er fra Marts 2025 og var lidt af et wakeup call til mig. For terapien har trods gjort noget. Den har udvidet min evne til at se råt på mine egne reaktioner.
Jeg er langsom, men det er fordi det fæstner rødder i de dybeste steder i mig og vokser frem i sit eget tempo, sundt og stærkt. Det er det tempo ægte integration har BRUG for.
Efterfølgende skrev jeg i min private notesbog:
TAK min kære krop. Jeg vil gerne bo i dig. Jeg elsker dig.
Siden hen har den talt og talt til mig og jeg har lyttet. Ikke til perfektion. Gamle mønstre er stædige.
Især nogen der har regeret uden udfordring i et helt liv.
Men det var alt hvad den havde brug for at høre, min fine krop.
Nu heler vi sammen.
En dag ad gangen.
TAK kære krop. Jeg vil gerne bo i dig. Jeg elsker dig.
Hvis du er tiltrukket af emnet omkring kropslighed, så kan jeg anbefale dig at læse med her:
Det begynder i kroppen
Kroppens netværk – fascia som sjælens væv og porten til forløsning
Når kroppen råber stop, men hovedet fortsætter
Når kroppen ikke slipper – selvom du har forstået det hele
Kroppen er blind (og så alligevel ikke)
Ikke for at gemme mig - men for at sætte fri.