Jeg ved det ikke, men jeg går alligevel

Der er dage, hvor jeg ville ønske, at jeg vidste noget med sikkerhed.
At jeg kunne pege og sige: “Dér går vejen. Følg den.”
Men det kan jeg ikke.

For sandheden er: Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke altid, hvad der er rigtigt at gøre. Jeg ved ikke, hvad der er bedst for andre. Jeg ved ikke engang altid hvad der er bedst for mig selv.
Jeg ved ikke altid, om det, jeg mærker, er for meget, for lidt eller bare menneskeligt.

Men jeg går alligevel.

Fordi jeg har forpligtet mig til at lytte.
Fordi jeg har set, hvad der sker, når ingen siger noget.
Fordi jeg har mærket, hvordan det føles at forråde min egen mavefornemmelse i tavshed.

Jeg har stået i rum, hvor medicinens visdom var til stede, men hvor menneskets ansvar var fraværende.
Jeg har mærket smerten, når grænser bliver trådt over med kærlighedens sprog som undskyldning.
Jeg har mærket forvirringen, når spirituelle floskler blev brugt til at undgå ansvar — mens kroppen stod alene med sandheden.
Og jeg har set, hvordan nogen skjulte overgreb bag ord som “healing” og “mening” — og kaldte det medicine work.

Jeg har mærket, hvor roligt der bliver i mit system, når jeg siger det højt.
Når jeg nægter at klappe i hænderne af den flotte facade.
Når jeg insisterer på, at ansvar ikke kun er et ord i en samtykkeerklæring, men noget, vi lever — sammen.

Jeg ved, hvordan det føles i kroppen, når jeg mærker noget er galt, men ikke siger noget.
Jeg ved, hvordan det føles at forråde min egen fornemmelse af sandhed i tavshed.
Jeg kender stillheden efter overgrebet. Tvivlen, skammen.
Jeg har ligget i fosterstilling i skam, og jeg har stået midt i rummet og rejst mig – for andre.
Jeg har både født og mistet. Svigtet og reddet.
Jeg kender lugten af både mug og frisk muld.
Jeg har mærket den liderlige kraft, og jeg har mærket afsky.
Jeg har været hjemløs – både fysisk og sjæleligt – og jeg har set mennesker dø længe før hjertet gav op.
Min stemme bærer det hele. Og jeg bliver ved med at synge.

Ikke fordi jeg har alle svar. Men fordi jeg ikke længere vil tie.
Fordi det at tie er det største svigt. Fordi vi skylder hinanden mere end poetiske ord og portaler.
Vi skylder hinanden modet til at mærke, når noget ikke er rigtigt – og sige det højt.

Dette er ikke en klagesang. Det er et kærlighedsbrev til det felt, jeg har viet mit liv til.
Et felt, der har givet mig mit liv tilbage. Men som også er i fare for at gentage de samme dynamikker, vi troede, vi havde flyttet os fra.

Vi skylder hinanden mere end romantiske visioner. Vi skylder hinanden ærlighed, integritet og modet til at stoppe op, når noget ikke føles rigtigt.
Også når det er ubelejligt. Måske endda især når det er ubelejligt,
Også når vi risikerer at miste ansigt, klienter eller anerkendelse.

Hvis du arbejder med mennesker — som guide, facilitator, terapeut, sjæleven — så ved du, hvor kraftfuldt dette arbejde er. Men du ved måske også, hvor let det er at glide. Du ved forhåbentlig hvor let det er, at glide.
At lade fascinationen tage styring. Sympati og antipati. At forveksle energi med samtykke.
At tænke: “Det var nok meningen.” At tænke: “Jeg kan godt styre det”, mens du mærker at det glider.

Og hvis du er klient, deltager, rejsende — så ved du, hvor dybt det kan gå.
Men ved du også, at din integritet er lige så vigtig?
At du må mærke efter, ikke kun undervejs, men før og efter?
At du ikke skylder nogen din åbenhed — kun dig selv din sandhed.

Jeg tror ikke på perfekte mennesker.
Jeg tror på ansvar.
Jeg tror på at møde op, selv når stemmen ryster.
Jeg tror på at tage ansvar for den kraft, vi inviterer ind.
Og jeg tror på at turde sige: “Jeg ved det ikke, men jeg går alligevel.”
For jeg går ikke alene.

Kærligst,
Synne

Hvis denne tekst vækkede noget i dig

Måske mærker du uro. Genkendelse. En krop, der sitrer. En grænse, du ikke vidste, var blevet overskredet.
Hvis noget i denne tekst rørte ved noget uforløst, så lad det ikke stå alene.

I dag findes der desværre endnu ikke et neutralt, dansk støttecenter for mennesker, der har oplevet grænseoverskridelser i det psykedeliske felt.
Det betyder, at mange kan opleve at stå med en følelse af at være alene, når noget går galt – særligt i rum, der også lovede heling.
Men du behøver ikke stå alene.

Vi er i gang med at bygge noget nyt.

Men vi er stadig midt i murbrokkerne.
Midt i sorg, i skam, i erindringer, der ikke passer ind i fortællingen om lys og heling.

Det nye vokser ikke ud af benægtelse, men af modet til at se klart.
Det vokser, når vi tør tale om magt, afhængighed, overgreb og uansvarlighed – uden at miste kontakten til kærligheden.

Vi er kun lige begyndt. Men jeg ser tværfagligt, at vi begynder at forstå, hvad det kræver.

Ikke flere floskler. Ikke flere portaler uden sikkerhedsnet.
Men ægte rum. Hvor vi kan falde. Og rejse os.
Sammen.

Hvis du har brug for støtte:

— I Danmark kan du kontakte Center for Psykedelisk Dannelse (CEPDA).
De er ikke en klinisk instans, men kan fungere som samtalepartnere, netværk og oplysningsressource, og eventuelt støtte dig i refleksion eller henvise videre.
Læs mere: CEPDA

— Internationalt tilbyder ICEERS Support Center (engelsk) op til fem gratis, online samtaler på engelsk.
Her møder du uddannede terapeuter og integrative rådgivere, som har erfaring med både ceremonielt arbejde, integration, grænseoverskridelser og systemiske kriser..
Læs mere: ICEERS Support Center

— Har du mulighed for at opsøge individuel støtte, finder du en liste over anbefalede integrationsterapeuter ved at følge dette link.

Hvad jeg selv kan tilbyde:
Jeg kan ikke love dig svar – men jeg kan holde rummet for at du får kontakt til din egen indre visdom.
Jeg tilbyder integrationssamtaler, traumeinformeret støtte og et rum, hvor din oplevelse får lov at eksistere uden at skulle forklares væk.
Jeg arbejder med kroppen som kompas. Og jeg tror på, at din fornemmelse er værd at lytte til – også hvis ingen andre endnu har gjort det.
Læs mere her: SynneJustesen