Fabelen om kvinden og katten der lyttede i bittesmå bevægelser.

Der var engang en kvinde med hænder, der kendte sorgens rytme.
Hun boede i et hus med gamle bjælker og stille hjørner, hvor lyset faldt ind som bløde spørgsmål gennem de sprossede vinduer.

Hun havde rejst langt – ikke kun med fødderne, men med kroppen.
Gjort sig tynd som røg for at passe ind.
Været for meget, for lidt, for tidligt, for sent.

Hun kendte til at stivne. Til at forsvinde.
Hendes krop kendte til at blive hård. Parat.
Hendes intellekt kendte til at adlyde buddet fra den ældste del af hendes hjerne.
“Pas på!”

Men nu…
Nu fandt hun sig selv siddende der, en rolig søndag morgen i bløde dyner.
I et stille hus hvor de unge stadig sov trygt i hinandens favn.
Kaffen i koppen. Dampende.

Stilheden brudt af katten der kalder fra køkkenet og lyden af svaret fra kvinden.
Små poter, der løber gennem huset og i favnen på kvinden. Kolde fra morgenens tur derud hvor ingen andre end katten selv ved hvor hun har været.

Ekkoet af en intens uge dirrende i kvinden.
Ørerne der stadig hører stemmerne, der bar visdom til hendes indre.
Kroppen der mærker, sanser, integrerer.
Et tryk bag øjnene, en varme i solar plexus, som om nogen stadig taler til hende derindefra.

Nu lytter hun.

Katten, den lille kat med de skæve ører, hun kom en dag uden at banke på.
Med halvt tillidsfulde øjne og poter på vagt..
Ingen kender hendes historie ud over hende selv. Vi behøver heldigvis ikke at kende den for at kunne mødes lige her..

Hun sætter sig nu på kvindens skød og vibrerer svagt – ikke af velvære, men af noget, der mindede om alarm. Måske de sidste udladninger fra en jagt i morgendisen.

Hendes ører vender sig ikke kun mod verden, men også mod kvindens rytme. Som om katten lytter med hele sin pels – ikke bare til lydene omkring dem, men til kvindens indre tone.

Når lydene udenfor ændrer sig, farer hun sammen.
Når skyggerne danser på væggen, kryber hun lavt.
Når kvinden flytter på sig; en knitren i dynen, en drejning af et håndled, en udånding med et spørgsmål i, og katten er parat. Ørerne stritter og halen slår en gang i dynen.
Og kvinden, som selv kender systemer i alarm, siger med et smil:

“Du burde næsten få noget SE for den nervøsitet.”

Men i det samme kom erindringen som en solstråle:

Det er jo dig, vi lærte det af.

Gazellen i græsset. Hesten i paddocken. Katten med de årvågne ører.
Det er dem, der har vist menneskene, hvordan kroppen finder hjem efter fare.
Ikke med forståelse.
Men med bevægelse.
Med rystelse. Med pause. Med orientering.

Så kvinden lægger ikke sine hænder på katten for at fiksere.
Hun lægger dem der for at følge med.
Lige nu, lige her.

Når kattens ryg buler, synker hun selv lidt ned i dynernes favn.
Når kattens hale ryster, lægger hun sin vejrtrækning i rolige bølger.
Og når katten lander med et suk, gør kvinden det samme.

Minut for minut ændrer rytmen sig.
Det pludselige gisp ændrer sig til langsom orientering.
Sammentrækning bliver til puls.
De sidder ikke bare sammen. Deres åndedrag begynder at finde samme takt, som om de to organismer pludselig husker, at de hørte til i samme rytme.

Pludselig begynder den lille kats ene ben at ryste lidt. En strøm løber gennem hendes pote, næsten usynligt.
En bølge, der ikke vil væk – men som har fået plads. Rystelsen er så lille, at kun den, der kender til kroppens tavse sprog, ser den.
Kvinden ser den.
Og kvinden siger ikke noget. Hun lægger bare mærke til det – og lader sin egen hånd følge et lille vibrerende ekko. Som om hendes knogler genkender signalet, mens hun bliver siddende i sin egen krop, uden at lade sig fange ind.
Og der i stilheden, der gaber den lille kat stort, strækker sig helt ud og lukker øjnene igen, mens hele den lille krop spinder. Lidt lavere når brystet hæver sig og lidt højere når brystet slapper af og lukker luften ud igen.

Kvinden mærker en varme brede sig i brystet. Noget i hende giver slip, næsten umærkeligt – som et blad, der løsner sig fra en gren på en vindstille dag.
Det stramme lag mellem hud og indersiden smelter, med en sitren, der føles som silke mod nerverne.

Ingen af dem vidste helt, hvem der lærte hvem hvad.
Måske fordi det ikke længere betød noget.

Det eneste, der var sikkert, var dette:

Nogle gange skal heling ikke forstås.
Den skal mærkes.
Og deles i stilhed.
Med en kat på skødet.

Kærligst,
Synne