Flugt? Nej. Risiko og ansvar, ja. Men uden integration ingen transformation
Hvornår blev selvudvikling en konkurrence?
Og hvad sker der, når jagten på at blive “ren” gør os mere rastløse end helede?
Selvudvikling er in
Dagene hvor det var skamfuldt at gå til psykolog er slut.
I de kredse jeg kommer i, er det næsten beundringsværdigt at have en terapeut på speeddial – og hvis du ikke har været i proces i nogle måneder, så se at komme i en.
Det er kampen for at blive så “ren” og traumebefriet som muligt.
Jeg vil faktisk vove spidsen af min næse og sige, at vi ikke er blevet meget klogere, selv med alt det vi ved. For rigtig mange er hele tiden på vej til at blive en bedre udgave af sig selv – og mister dermed helt fornemmelsen for det, der er lige nu og her.
Temaet er, at vi hele tiden skal “derhen” – selvom ingen helt kan pege på, hvor der egentlig er – i selvforbedringens hellige navn. Og hvis vi graver lidt i det, er det i virkeligheden en massiv kollektiv traumerespons.
Når tingene skal gå stærkt
Det er en heftig energi at være i!
Når tingene skal gå så stærkt, søger vi de hurtige løsninger. Genvejene.
På den sti opdager flere og flere psykedelika som en kraftfuld mulighed til den forløsning, der søges.
En praksis gennem tiderne
Igennem alle tider har både mennesker og dyr opsøgt den ændrede bevidsthedstilstand.
Og os der lever her i 2025 er ikke anderledes end vores forfædre.
Og så alligevel.
For der er milevidt forskel på en landsby, hvor de ændrede tilstande (og ikke mindst integrationen af den) er en naturlig del af tilværelsen – og så den plads, det har i vores samfund i dag.
Vi har mistet kontakten til de ældre
Peer to peer-opdragelse er normen.
Dem med livserfaring anses ikke længere som hellige rådgivere, men som irriterende gamle, der ikke fatter en skid.
Så vi søger.
Søger mening.
Søger tilhørsforhold.
Søger vejledning.
Romantisering og magi
Nogle mennesker vælger at søge det via det psykedeliske felt.
Og ligesom så meget andet er det et bredt spektrum af oplevelser.
Feltet kan nemt blive romantiseret og fremstilles som den rene magi.
Men måske er magi blot det, vi endnu ikke forstår?
Og romantiseringen er vores forhåbning om genforeningen med den tabte mor eller far.
At stå på tærsklen til noget nyt
Vi smiler af vores forfædre, når de efter bedste evne forsøgte at løse problemer med det, de havde.
Vi synes, vi véd bedre i dag. Men om 100 år vil vores efterkommere nok smile af os på samme måde.
Sådan er det også med vores måde at omgås psykedelika på.
Vi står i en tid, hvor vi er ved at omdefinere omgangen med substanserne.
I Peru gider de unge ikke længere gå shaman vejen. De er forført af mobiltelefoner og vestlige goder. Det hurtige, nemme. Ikke den lange seje vej i isolation og indre kultivering sammen med planter og spirits.
I Vesten er mange ved at drukne i overflod og søger tilbage til de gamle veje for indsigt. Men her skal stien støbes, mens vi går på den. For ved vi egentlig, hvad vi har med at gøre?
Kan vi frigøre os fra vores indgroede mønstre af hastværk og hurtige smutveje?
Og ikke mindst fra vanen med at lægge autoriteten udenfor os selv?
Vi går til en læge, der fortæller os, hvad vi skal gøre, og hvilken pille vi skal tage (nemt).
Allerede fra skoletiden er vi blevet opdraget til, at gode karakterer sjældent handler om selvstændig tænkning, men om at kunne de rigtige svar og gøre, som der bliver sagt.
Så hvad sker der, når vi tager de mønstre med ind i et felt, hvor det netop er altafgørende at kunne vælge til og fra på egne vegne?
For lad os ikke stikke os selv blår i øjnene: Det psykedeliske felt er i sin natur grænseløst – og dermed også fyldt med risiko for grænseoverskridelser, hvis ikke der er solid facilitering omkring det.
Når noget går galt, griber vi desuden hurtigt til samfundets gamle mønster: at finde dem, der skal have skylden. Men i dette nye landskab, hvor ældgamle traditioner møder vestlige praksisser, er spørgsmålet stadig ubønhørligt åbent: Hvor finder vi balancen mellem det personlige ansvar hos den, der søger rejsen – og ansvaret hos dem, der tilbyder den?
Hvem har retten til at facilitere?
Spørgsmålet melder sig naturligt ligeledes: Hvem har egentlig ret til at facilitere omgangen med disse kraftfulde redskaber for andre mennesker?
Vi står uden slægtslinjer med ubrudte rækker af shamaner, og ingen af os har fået ceremonierne ind med modermælken.
Hvem kan med ro i sindet sætte sig på en stol og sige: “Jeg ved, hvordan det her skal gøres”?
Jeg har personligt ikke mødt nogen, jeg respekterede, der kunne sige det uden at blinke.
Men jeg har mødt mennesker, der mærker, hvor stort potentiale det her har – og er villige til at lægge stien, mens vi går.
Selvom der kan følge personlig udskamning, projektioner, fejlfortolkninger og ganske simpelthen blot usande udtalelser i hobevis, med.
Vesten og fornuften
Hele den vestlige psyke er i dén grad formet af analytisk tænkning (også kaldet “fornuft”). Det er ikke meget vi kan bruge denne tilgang i det transpersonelle felt.
Men vi prøver det bedste vi har lært.
Så vi sidder der og prøver at regne den ud – og kigger hinanden over skulderen:
Hvem finder den endegyldige opskrift på den fælles sandhed?
Vi skal lytte til forskningen, og vi har brug for regulering.
Men vi kan ikke vente passivt.
Dem, der søger hjælp, har brug for trygge rammer nu.
Psykedelika er ikke et quick fix
Feltet omkring psykedelika er ikke en Ringenes Herre-historie om storslåede eskapader.
Det er heller ikke et ‘quick fix’.
Psykedeliske rejser kan være mikroskopet, hvorigennem vi ser detaljer, vi overså før.
Men som alle forskere må vi løfte øjet fra linsen – og gøre noget ved det, vi opdagede.
Psykedeliske rejser kan ligeledes være mikrofonen, hvor kroppen får lov til at hviske sine historier.
Men fortællingerne må få deres ståsted gennem integrationen – ikke overdøves af ekstase.
Debatten må stå åben
Når noget får fat i samfundet, i samtiden, så kommer debatten.
Den er sund, god og velkommen.
Vi SKAL tale om det. Hele spektret.
Kritik skal have plads. Hvis ikke, laver vi en dysfunktionel familie, hvor kun enighed er tilladt.
Når kritik møder integration
Når jeg hører kritik som “flugt fra healing”, dukker spørgsmålet op:
Har vi selv glemt, at det ikke handler om oplevelsen i sig selv – men om, hvad der kommer efter?
Det er ikke ekstremiteten, vi skal vende os imod.
Det er integrationen.
Mødet efter rejsen.
De små tråde, der forankrer det – hvad enten det kom fra mummende røg eller regnbuestrømme.
Risikoen er reel – og potentialet endnu større
Jeg har set mennesker blive destabiliseret, når de kastede sig ud i feltet uden støtte og forankring – både indefra, i form af en tilstrækkelig jeg-stærk kerne, og udefra, i rammen omkring oplevelsen.
Risikoen er reel. Netop derfor vender jeg igen og igen tilbage til rammer, ansvar og integration (læs også “Det her er ikke for sjov” og “Hvis du er glad for din avatar”).
Men jeg har også set mennesker få store gennembrud, når de sammen med kyndige guider – og med de indre ressourcer til at bære det – tør åbne sig og folde ud. Ikke som en isoleret oplevelse, men som en del af deres livsberetning.
Og disse er heldigvis langt i overtal. Ellers ville jeg selv have sat bremsen i.
Integration som et kærligt krav
At reducere ceremonierne til “flugt” er at overse essensen.
Ceremonien i sig selv er kun en åbning.
Transformationen sker i integrationen – i arbejdet før og efter, i relationerne og måske vigtigst; i kroppen.
Så lad os insistere på integration som et kærligt krav. Det er dér den ægte og blivende transformation ligger.
Hvorfor integration er så svær
Men udfordringen med integration er - for at nævne nogen få:
Det er blevet et buzzword. Hvad betyder det egentlig?
Det er ikke integreret i vores samfund.
Ja, for det første, hvad betyder integration? Og hvordan gør jeg det, det der integration? Når jeg igen sidder hjemme hos mig selv efter en vildt mærkelig oplevelse.
For det andet; det ikke er integreret i vores vestlige samfund. Og det er måske den helt store?
Igennem tiderne er overgange i livet blevet markeret med diverse ritualer, f.eks. en rejse ind i det transpersonelle. I en landsby eller stamme, hvor de psykedeliske oplevelser er en naturlig del af livet, er der et sted at gå hen bagefter. Der er en integration ind i en ny del af livet, der er anerkendt og respekteret af hele stammen.
Den vestlige måde at gøre det på - i den samfundsramme der er på nuværende tidspunkt, er det svært at blive integreret nogen steder hen! Altså andet end ind i det miljø hvor oplevelsen blev skabt.
Så det kan nemt blive en ensom oplevelse at lande fra et besøg i det psykedeliske felt.
Dette - i øvrigt - uanset om settingen har været i gruppe eller individuelt.
Uanset hvordan man vender og drejer det, hvis det er en betalt oplevelse, så sidder der nogle mennesker der får dækket deres tid via en udveksling. Selvom det er et forløb, så vil dette forløb på et tidspunkt slutte. Er integrationen så endegyldig?
Det tror jeg ikke på.
Jeg tror på, at vi kan integrere i årevis på den enkelte rejse.
Hvad gør vi så?
Så ja, kritik skal og må tåles og hilses velkommen.
Men vi må også insistere på, at den er saglig og retfærdig.
For det her handler ikke om sensationer eller hurtige penge.
Det handler om at skabe rammer, hvor mennesker kan møde sig selv ærligt, trygt og dybt.
Ingen officiel ramme – endnu
Der findes endnu ingen officiel ramme for, hvem der “må” facilitere.
Det er både et problem og en mulighed.
Problemet er, at mennesker kan komme i hænderne på uerfarne facilitatorer.
Muligheden er, at vi kan forme et nyt felt, hvor ansvar, etik og fællesskab er i centrum.
Mit ståsted
Jeg har ikke svaret på, hvordan alt dette skal forvaltes stærkest.
Men jeg ved, at debatten er vigtig – og jeg vil gerne være en del af den, så længe den foregår åbent og nysgerrigt.
Jeg ved ikke, hvordan det perfekte system skal se ud.
Men jeg ved, at vi har brug for samtalen – og for modet til at tage ansvar.
At lukke feltet ned af frygt vil ikke fjerne det – det vil blot gøre det utrygt.
Jeg tror på, at vejen frem er at stå ved både potentialet og risikoen – og bygge rammer, der kan bære begge dele.
Og det kræver, at vi tør tage samtalen – åbent, nysgerrigt og ærligt – allerede nu.
Kærligst,
Synne