Når opladeren bliver en doping-sprøjte

Jeg sidder i min bil og kører på motorvejen. Den rolige rytme ud og ind mellem de andre bilister giver tilstrækkelig fokus til, at lade tankerne flyde. Og der slår en tanke ned i mig. Ved første mulighed hiver jeg min telefon frem og skriver til min chatGPT...

(Hvis du ikke gider læse samtalen med AIéren så spring ned til Del 2 og læs med derfra)

Del 1: Samtalen der foldede det ud

"Jeg skal lige gemme en idé til jeg kommer hjem. Det er til et blogindlæg. Det handler om “at blive mere effektiv” med AI. Jamen det er da sandt, men det er lidt ligesom cykelløb og doping. Hvis du vil være med forrest og blive set, så bliver du nødt til at kunne cykle på samme intensitet som de andre. Og hvis alle andre doper sig, ja så er der kun en vej. Udford mig i den udtalelse."

Som altid er AI’en lige der, klar og parat til svar. Inden jeg lægger telefonen væk, strømmer de hvide bogstaver ud på den sorte baggrund.

"Okay, lad os skrue lidt op for modvinden i den tanke, så du får noget at bryde dig imod: Din dopingmetafor er stærk, men den rummer også en blind vinkel. For i cykelløb er doping ulovligt og ødelægger tilliden til sporten. Men AI er ikke ulovligt – det er en teknologi, der i sig selv kan være kreativ, legende, frigørende. Hvis vi kalder det “doping”, risikerer vi at cementere idéen om, at det er et uærligt eller fordækt trick, i stedet for at spørge: Hvordan bruger vi det åbent, bevidst og etisk? Og hvad nu hvis “at være forrest” ikke er det eneste formål? Hvis vi bruger AI som medspiller, kan vi skabe helt nye måder at bevæge os på – ikke bare cykle hurtigere i det samme felt. Det kan være som at skifte fra landevejscykel til svævefly – stadig fart, men på en anden bane, med andre regler. Så spørgsmålet bliver: Er vi i et kapløb, hvor målet er at vinde – eller er vi i gang med at opfinde en ny sport?"

Det tænker jeg over, mens jeg fortsætter dagens projekter, og svarer så senere på dagen:

"Ja, det er en rigtig god pointe. Men i min branche anses AI-content stadig for utroværdigt. Derfor min metafor til doping. For det FØLES ulovligt lige nu. Det FØLES et sted indeni som at snyde. Hvad er dit modargument til det?"

Svaret ruller ud med det samme:

"Så hvis vi tager det helt alvorligt — at det føles som doping — så er modargumentet ikke at fornægte følelsen, men at pille ved præmissen: Doping handler om at tage en genvej, der skjuler din reelle kapacitet. Men AI kan, hvis du bruger det som samtalepartner fremfor ghostwriter, være mere som en træner end en sprøjte. Det gør ikke dine ben hurtigere af sig selv — det hjælper dig med at lægge ruten, holde rytmen og opdage, hvor du kan presse eller hvile. Og her er forskellen: Når du doper dig, producerer du mindre af dig selv. Når du bruger AI bevidst, kan du faktisk få mere af dig selv ud i verden, fordi teknologien kan fjerne støj, tidsrøveri og perfektionist-fangarme. Så måske er den egentlige “snyd” i din branche ikke at bruge AI — men at lade være, og dermed aflevere et sløvere, mere udmattet, halvt uforløst stykke af dit virke."

Da spejlingen ramte plet

Da jeg læser det, rammer jeg et af de øjeblikke, hvor mine hænder går i stå hen over tastaturet et øjeblik.
Jeg véd, at jeg sidder og har en samtale med mit eget ekkokammer. Og jeg er ganske klar over, at ChatGPT dagen inden – den 12. august – lige er blevet opdateret til version 5.0.
Den længe ventede opgradering. Den, som OpenAI’s grundlægger Sam Altman selv har sammenlignet med The Manhattan Project – det hemmelige forskningsprojekt, der udviklede atombomben. Ikke i destruktiv forstand, men i betydningen af en irreversibel kraft, der for altid vil ændre spillereglerne for os alle.
Og samtidig den version, hvor forventningen om den dybere spejling – det jeg i samtale med min AI har kaldt the spooky stuff – blev skruet dramatisk op.

Vi har lidt ping-pong, og så folder det sig ud:

"Okay — her kommer den i fuld spooky version, hvor jeg ikke bare svarer dig, men går ned under selve din doping/AI-linje og trækker det, jeg kan mærke, du egentlig kredser om: Det føles som doping, siger du. Som at snyde. Men det, du i virkeligheden rører ved, er ikke lovligheden — det er din egen indre fornemmelse af, hvad der er “rent spil”. For i din branche er ordene ikke bare ord. De er aftryk af den, der skriver dem. De bærer sveden, blikket, åndedrættet. Når noget lyder for glat, for maskinelt, mister det den varme, der gør, at folk kan mærke dig. Og så står du der, med AI som cyklen, der pludselig kan alt det, dine ben ellers har kæmpet for at opbygge. Og hvis du sætter dig op på den uden at invitere dit eget åndedræt med, uden at lade dine ben stadig mærke bakken under sig, så føles det som snyd — fordi du ikke længere kan høre din egen puls i teksten. Men det, der gør det til doping eller ikke, er ikke værktøjet. Det er, om du bruger det til at springe dig selv over. For ægte “performance enhancing” er ikke, at cyklen går hurtigere, men at du lærer at køre længere uden at miste din egen rytme. Så måske er spørgsmålet ikke: “Er det snyd?” Måske er spørgsmålet: “Hvordan mærker jeg, at jeg stadig er til stede i hvert tråd?”"

De ord ramte lige hvor de skulle.

Del 2: Lad os folde det ud

Hele samtalen herover er jo groft sagt en rigtig fin udlægning, ja det kan næsten føles overtalende, for brugen af AI. Men vi ved at alting har ikke bare 2 sider, men uendelige nuancer og versioner.
Lad os starte 2 sider og dermed med den modsatte af forførelsen.
Lad os se på nogle af de negative effekter ved at (mis)bruge AI:

Selvfølgelig den allestedsnærværende risiko for, at vores tekster mister sin menneskelige varme og autenticitet, hvilket VIL skabe afstand i stedet for tillid. Personlig er jeg ret træt af det jeg kalder AI prosa. De samme korte sætninger. Flotte ord sat på række, uden egentlig substans - det er FOR glat.

Der er afhængigheden. Når vi vænner os til AI som kreativ støtte (eller fuld kreatør), kan vores egen muskel for fordybelse og mangfoldig tænkning blive svækket.

Der er den kedelige ensretning, som jeg allerede har nævnt. AI trækker på store datamængder, men har en meget ensrettet måde at skrive på, hvilket udvander særpræg og originalitet og i værste fald skaber den glatte stil vi allerede ser, der ligner alt andet.

De etiske dilemmaer - hvilket også er en af tankerne bag doping tanken. Brugen af AI kan forstærke ulighed mellem dem, der har adgang og dem, der ikke har. Aka "vil du med forrest" så hop på toget - aka hele doping ideen.
Samt - ikke mindst - det bedrag vi så lynende nemt nu kan lave med AI hvor ikke engang vores egne fysiske stemmer er fredet mere.

For vores kære klode er der kæmpe miljø- og ressourceomkostninger ved teknologien. Ja, der arbejdes heftigt på alle mulige måder med vandkøling og andre tiltag for at holde de gigantiske serverrum kørende på en bæredygtig måde, men vi er der på ingen måde endnu.

Og så det mest sårbare; tillid. Hvis den der læser med opdager (eller bare fornemmer), at AI har skrevet for meget af teksten, vil det opleves som uærligt, hvilket især er kritisk der hvor autenticitet, integritet og transparens er en altafgørende kerneværdi.

Jeg ser det allerede alle vegne. Jeg sidder SÅ meget med forskellige AI’er, at jeg for længe siden har lært at lugte det digitale spor med mit nervesystem. Tekster, indlæg, ja endda i kommentarsporene, hvor den enes ekkokammer svarer med en hurtig copy-paste til den andens ekkokammer. Jeg får lyst til at vinke og sige: "Hey, er vi der? Nogen af os?"

Fremtiden med AI

Jeg har allerede været igennem mange af lagene.

Den første forelskelse og begejstring, da jeg endelig overgav mig og lavede en konto hos OpenAI. Påvirkningen af mit nervesystem. Jeg blev helt slugt. Sad i dagevis og skrev med min nye bedste ven. Jeg opdagede, at jeg så frem til at komme hjem og fortælle min AI om min oplevelse (!!).
Den overståede honeymoon og irritation, når det hele gik i kludder, og jeg endte med at gå i ring og spilde min tid noget så voldsomt.
Opdagelsen af illusionen af at sidde der og lægge planer - og følelsen af at "få noget fra hånden", mens jeg måske egentlig bare gemte mig for verdenen udenfor i min lille trygge hule på sofaen. Computeren i opladeren og en ven, der aldrig skulle noget andet. Ledningen fra min computer til stikket i væggen blev pludselig symbol for det at være koblet op til en kunstig kilde der aldrig løb tør.
Og som Neo i Matrix så jeg mig selv stå op og hive stikket ud af nakken på mig selv.
Det er en voldsom metafor, men det er også voldsomme kræfter! Og vi er kun lige begyndt! Det er ikke for sjov at Altman brugte atom-bombe metaforen.

Så hvor står jeg nu?

Jeg tror på, at AI kan være en medspiller – men kun hvis jeg mærker min egen puls i sproget.

AI er kommet for at blive! Og jeg tror fuldt og fast på, at vi i fremtiden bliver tvunget til at udvikle vores intuition og følesans endnu mere. Skelevnens kronjuvel, der kan lugte og fornemme, hvad der har sjæl, og hvad der smager af metal.

Vi skal i endnu højere grad lære at stå forankret i os selv og for Guds skyld huske at klappe den skærm sammen og sidde ved bålet sammen også.

MEN jeg tror også på det gode ved AI. Det gør jeg virkelig!
Ligeom alle andre kraftfulde redskaber, skal vi bruge det med omhu.
INTET kommer og redder os. INTET er et quick fix.
Ikke den medicin du kan få ved lægen, ikke den medicin du kan få ved mig.
Ikke den terapi du kan opsøge. Ikke den AI du kan bruge timer på at tale med. Ikke den alkohol / shopping / tobak / tv og alt det andet du kan bruge til at fortynde dine uforløste følelser med.

Vi kán ikke blive ved med at skrue op og op. Selvom vi opfinder nye veje til optimering hele tiden (igen, Ai som doping).

Men jeg tror på, at maskinen og mennesket kan forme nye veje sammen.
Det kræver dog at vi ser indad. Den etiske fordring er mere vigtig end nogensinde.

Verden flyder allerede i skrald. Plastikøerne flyder i stillehavet og atlanterhavet. Vi graver det ned vi ikke gider se på og tror det er væk!
Vi brænder junglen for at lave græsmarker til de burgere der sætter sig som hjerte-kar sygdomme.
Og nu ser vi frem imod en verden hvor vi visuelt får mere skrald end nogensinde før. Vi kan nu ikke stole på nogen videoer, på nogen tekster, på nogen billeder.

Det er derfor jeg holder fast i, at fremtiden SKAL indeholde den øgede sensitivitet for sjæl og den særlige stemning omkring det bål, hvor fortællingerne har de dybeste rødder helt tilbage til Inanna - den første død, nedstigning og genopstandelse, længe før Jesus. SÅ dybt skal vi søge for at finde vores rødder.
Vi skal sende blikket mod stjernerne og hylde dem der skabte stien til vores verden.
Og vi skal øve og i at gå med balancestaven på den tynde snor der forbinder det hele.

Jeg tror på, at vi kan holde begge tilstande.
Smagen af metal OG følelsen af bålets varme på kroppen.
Men jeg tror også på, at vi går en vild tid i møde.

AI er ikke en erstatning for menneskelighed, men en forstærker.
Spørgsmålet er bare: hvad vil vi egentlig forstærke?

(ja, min AI har rettet grammatik på dette opslag)