Nå… så du tror, du har ADHD?

Så du tror, du har ADHD?

– sagde psykiateren til mig, da jeg satte mig foran ham første gang.
Jeg stirrede ned i mine hænder og pillede lidt ved min finger.
Lidt som om jeg kunne trykke usikkerheden væk.

“Har vi ikke alle en lille smule ADHD?”
siges det igen og igen med et smil.

(Nej, vi har ikke allesammen en lille smule ADHD. Du har ikke ADHD, fordi du glemmer dine bilnøgler eller kommer afsted uden madpakken. Det er ikke ADHD, at du ikke kan lide Excel eller mister overblikket i december måned.)

Alle har lidt af det hele… eller?

Samtidig lever vi i selvdiagnosernes tidsalder.
Alles ekser er narcissister.
Du har ikke en vane – du har OCD.
Du får stress, hvis du skal i Netto og ikke gider.
Og ja, du har også en snert af ADHD – i en verden af overstimulering, der kan få selv det mest velfungerende nervesystem til at glemme, hvad det egentlig var, vi lige var i gang med.

Og bevares, jo, vi hár allesammen lidt af det hele. Fordi alting er et spektrum. En lang, glidende overgang fra nul til hundrede.

Men at leve på spektrum betyder ikke nødvendigvis, at du er diagnosticérbar.
Og samtidig:
Hvis du mærker, at noget i dig ikke bare er lidt, men grundlæggende anderledes – så ved du det godt. Selvom verden forsøger at tale dig ud af det.

Det er så nemt at give sig selv en diagnose.
(Jeg nævner bare lige kort solsikkesnoren, du selv kan købe i dagligvareforretninger… så kan du selv bestemme, at du har særlige behov…)

Og det er netop dét, der gjorde det så svært for mig overhovedet at ringe til min egen læge for at få en henvisning.

Under lup

“Nå, så du tror, du har ADHD,” sagde lægen, mens han stirrede stift ind i sin skærm, med begge hænder på tastaturet. Klar til at notere.

Skammen stod ved siden af mig – lidt uroligt, helt rød i hovedet, og overvejede at gå igen –
mens jeg sad på den hårde stol med tasken i skødet og flakkende blik.

Lille. Under lup.

Og pludselig var det virkeligt

Men for at gøre en historie, der allerede er ved at blive lang, lidt kortere:
Der kom den dag, hvor jeg lidt befippet kom hvirvlende ud af psykiaterens kontor.

Rødmosset. Lidt svimmel. Uden helt at vide, hvad jeg skulle mene, føle eller stille op med mig selv. Men med en dugfrisk diagnose i hånden.

For jo, det viste sig, at jeg havde ret i min formodning;
Jeg er sådan en, der har ADHD.

Og ved du hvad?
Det ændrede ikke alt – men det begyndte at forklare en hel del.

Om hvorfor jeg altid har mærket for meget og kunnet for lidt ad gangen.
Om hvorfor jeg kan skrive i dagevis og glemme at spise – og så pludselig ikke kunne rejse mig fra gulvet i timer.
Om hvorfor jeg som barn troede, jeg var doven, fordi jeg altid lavede mine lektier i sidste øjeblik. Eller glemte dem helt.
Om hvorfor jeg er så god til at mærke andre – og så dårlig til at holde fast i mig selv.

Det gav mig et nyt kort over mit indre landskab.
Ikke som en undskyldning.
Men som en form for nænsom opdatering:

“Du er ikke forkert, Synne.
Du er bare wired anderledes.”

P.S.
Jeg ved godt, at solsikkesnoren er en fantastisk idé, der helt sikkert hjælper mange mennesker.
Jeg opponerer ikke imod selve symbolet – men imod, at det er noget, du kan købe i kiosken, uden samtale, uden kontekst.

For mig svarer det til, at jeg kunne købe et handicapskilt til min bil i samme butik.
Det bliver op til mig selv at vurdere, om jeg har særlige behov – og dét udvander hele idéen for dem, der faktisk har brug for det.