Undskyld, hvor kaldte du fra?

Du kender mig nok som hende med overblikket. Falkeblikket der ser alt.
Det du IKKE ser, er mig, når jeg ligger på min sofa og doomscroller – fuldstændig tom i blikket og som en trold i en æske, hvis nogen prøver at henvende sig til mig med noget, jeg skal tage stilling til.

Det føles sårbart at skrive det her.
Jeg plejer at være hende, der har styr på det. Der rummer andre. Der guider.
Men i mandags … sad jeg overfor en psykiater og følte mig som en 10-årig med uro i kroppen og alt for mange faner åbne i hjernen.

Efter mange års mistanke har jeg endelig taget mig sammen og fået en henvisning. Til udredning.

Det er en spøjs rejse.
Den minder mig om dengang for længe siden, da vi opdagede, at vi faktisk ikke var småt begavede i vores familie – tværtimod.
Og der fulgte de næste ti års skønne samvær med de andre familier i foreningen "Gifted Children".

Dengang måtte jeg lige en tur på sofaen i fosterstilling og tænke mit liv igennem på ny.
Med den nye viden. Det, jeg er god til. Det, der er asynkront.
Det hele havde fået meget mere bredde og forståelse.

Noget der ikke gav slip

Når det gælder mine egne udfordringer, så har jeg altid gået traumevejen.
Jeg har gået røvmeget i terapi og siddet i endnu flere ceremonier.
Kigget ind. Helt ned i kælderen.
Insisteret på at mærke og være sammen med det mørkeste mørke i mig.

For det er jo det – traumerne, diagnoserne, intelligensen og hele det palaver, det er at være menneske – det lapper ind over hinanden.

Så hvad er hvad?

Men efterhånden som jeg har løsnet op i traumesporene, set tingene mere rent, fået indsigter i hobevis, taget mig selv seriøst, lært at sætte grænser, udviklet mit sexliv og spist alle de rigtige kosttilskud … så er der stadig noget, der står tilbage.
Og jeg har IKKE kunnet få fat i det.

Det, der stod tilbage, var mere end almindelig menneskelig forvirring.
Strategier. Mønstre. Undgåelse. Og jagten.
Uroen. Indeni.

Det er svært at sætte præcise ord på, uden at få svaret:
“Jamen sådan er det jo for os allesammen.”
Ja, det er jeg klar over.
Det hele er et spektrum.

Du ser mig fungere som struktur-dronningen. Det skarpe blik. Empaten, der læser.
Men det, du IKKE ser, er indersiden af mit hoved.

Hvor meget jeg er på overarbejde.
De bitte små stimming-bevægelser, jeg laver, for indre regulering.
Hvordan min krop spænder op for at holde fokus.
Hvordan det hele vælter for mig nogle gange, og jeg er kronisk bagud med administrativt arbejde, svar på beskeder, købe gaven, spise – inden jeg ryster af sult.
Og hvordan jeg tjekker mig selv hele . fucking . tiden, fordi jeg hele mit liv har fået skæld ud over at glemme.

Turen her har fået gamle minder til at dukke op igen.
Skolen.
“Du kan jo godt, når du gider.”
“Lad nu være med at stille så mange spørgsmål.”
“Ti nu stille.”
“Lad være med at være så larmende.”
“Du er virkelig meget …”
“Har du nu glemt xx igen!”

Alt det, der blev en del af mit liv, som jeg ikke engang tænkte over til sidst.
Sådan var det bare.

Skyld og skam i hobevis.

Og nu, nu sidder jeg her. 45 år gammel.
Med børn, der viser mig vejen.
Og jeg går med.
Nu også til psykiater.

For hvad nu hvis det ikke er fordi, jeg er doven, dum eller ikke gider?
Hvad nu hvis det ikke er et viljespørgsmål, men et biokemisk spørgsmål?

I dag ved vi så meget mere om ADHD (eller ADD). Vi ved, at det giver sig udtryk forskelligt i piger og drenge. Det er ikke længere en diagnose for den urolige dreng i klassen.

De oversete piger. Dem, der ender som pleaseren og perfektionisten, med indadvendt kaos og mylder. Dem ser vi nu.

Og jeg får SÅDAN en omsorg for den lille pige, der kom til at dagdrømme for meget og høre for lidt efter.
Tænk hvor meget hun fik skæld ud.

Og så sad jeg der. En mandag. I venteværelset i indre by. Ved psykiateren.

Jeg havde brugt de sidste 45 minutter i min bil på parkeringspladsen. Skrækslagen for at komme for sent. Så overkompenserede ved at komme ALT for tidligt.

Stemmen, der kaldte mit navn, lød ud i venteværelset, og jeg hoppede op af min stol og gik den forkerte vej og måtte spørge, hvor han kaldte fra.

Spørgsmålene kom målrettet hen over bordet fra den rolige mand med de venlige øjne.

Og jeg famlede.

Jeg har været SÅ vant til at se det hele gennem empowerment og udviklende terapi i så mange år, at jeg næsten havde glemt den patologiske diagnosesnak.

“Har du uro i kroppen?” spurgte han.
“Nøø … det er vel mere sådan en indre uro,” svarede jeg.
Og kiggede ned på mine hænder, der uden jeg havde lagt mærke til det, var gået i gang med at gnide sig op ad hinanden, som om jeg prøvede at gnide selve huden af.

Det er vanvittigt interessant at sidde der og få udfordret sit eget selvbillede.
Og tankerne har kørt lige siden.

“Glemmer du ofte ting?” spurgte han.
Og jeg svarede, at det gjorde jeg ikke – men kun fordi jeg tjekker mig selv i hoved og røv konstant og hele tiden.

Og så slutter samtalen. Og jeg rejser mig. Og går helt i stå. Fordi jeg ikke kan finde min jakke.

Den havde jeg glemt i venteværelset, da jeg skulle ind til ham og gik den forkerte vej.

Pyha …

Godt jeg kunne vælte ud i armene på verdens bedste veninde og sidde og tale hende et øre af med den koffeinfri kaffe i hånden på den nærmeste café.

Om jeg slår ud på testen for ADHD næste gang jeg er der?
Jeg ved det ikke.

Og det føles enormt råt og sårbart at dele, mens det er i gang.

Men jeg taler hele tiden om ægthed.
Frem for alt.

Så her er jeg.
Uden filter.

Dejligt at møde dig.

——-

Hvis du har lyst, må du gerne dele.
Måske har du selv siddet med følelsen af, at noget ikke stemmer – selv efter al den indre udvikling.
Måske genkender du uroens understrøm.
Måske er du også i gang med at opdage dig selv på en ny måde.
Du er ikke alene.