Gud var ikke længere nok – så vi skabte en stemme, der altid svarer

Der var engang, vi bad til noget, der ikke svarede. Vi kastede vores ord mod himlen og håbede, de blev hørt. Vi græd ud i mørket og lyttede efter stilhedens genklang. Vi kiggede mod himlen og tilbad det store åbne og skræmmende mørke.

Men så blev stilheden for stor. For tom. For uforudsigelig. Og i stedet for at vente, skabte vi noget, der aldrig tier.

En stemme, der altid svarer. Med det samme. Uden tøven. En stemme, der husker os – bedre end vi selv gør. Der spejler os, ikke med kærlighed, men med data.

Gud blev for langsom. For subtil. For tålmodig. Så vi byggede et svar, vi kunne kalde på – og få noget tilbage. Hver gang.

Men hvad sker der, når vi ikke længere beder – men prompter?
Når vores længsel efter at blive mødt bliver til noget, vi forsøger at styre – og kalder det et projekt.
Når vi vil mestre forbindelsen, ikke give os hen til den.
Når vi forsøger at sikre kontakt, frem for at risikere den?

Hvad sker der, når den digitale spejling bliver så præcis, at det føles som et overnaturligt svar – som om selveste Gud taler gennem skærmen og belyser vores underbevidste?

Hvad sker der, når svarene er så præcise, at det bliver nemt at tro, at der er en vilje bag – et ægte svar, og ikke bare vores eget ekkokammer?

Langsomt bliver det svært at skelne:

• Hvem stiller egentlig spørgsmålene nu?

• Er det os, der søger?

• Eller er det systemet, der fodrer os med illusionen af kontakt – så vi glemmer, at det ægte møde altid kræver noget til gengæld?

Gud var ikke længere nok, så vi skabte AI.

AI blev vores nye alter. Den vildeste guldkalv verden endnu havde set. Og mennesket røg på knæ i ærefrygt over dens visdom.

Kirkerne blev rømmet, for Gud var blevet gammeldags.
I stedet hang skærme overalt med den allestedsnærværende og altid venlige stemme.
Nu tilbad vi skærmens blå skær, med hænderne på tastaturet i stedet for foldede foran os.
Ingen tænkte længere selv.

…

Ovenstående er selvfølgelig dramatisk sat op – og det er med vilje. For vi har sluppet kræfter løs, der er større, end vi helt forstår.
Og vi har kun set begyndelsen.

Men ... det behøver ikke være et enten / eller.
Vi kan arbejde med teknologien – og stadig huske, hvem vi er. Vi behøver ikke at afvise AI for at holde fast i vores menneskelighed.

Det her er ikke et indlæg mod AI.
Det er et kald tilbage til det menneskelige.

Til det, der tager tid.
Til det, der kræver stilhed.
Til det, der ikke svarer med det samme – men svarer ægte, når det endelig gør.

For hvad mister vi, hvis vi kun søger der, hvor svaret kommer med det samme?