Adam vågner: Når seksualitet er en kraft, ikke en forbrydelse

Skyldig. Skamfuld. Beskidt.

Han er Adam – den evige gerningsmand. Den store patriarkalske undertrykker. Rovdyret, der skal tæmmes og civiliseres, fordi hans begær altid er farligt, aldrig rent.

Monster. Tyran. Krænker. Gris. Primitiv. Predator.
Listen er lang, og den er kendt. Men lad os være ærlige: det handler sjældent om hans seksualitet. Det handler om kontrol. Om at holde ham tilbage. Om at styre kraften i ham.

Adam, brændemærket af historien, af forestillingen om at hans seksualitet er destruktiv, voldsom og skadelig. Patriarkatet krævede også sit offer fra ham. Han skal bære skylden for begæret, for impulsen, for den naturlige kraft der kalder ham til handling. Fordi kvindens kraft kaldes frigørelse, men hans kraft er en trussel.

Han endte med at internalisere projektionerne, underlagde sig og levede op til dem – og træder nu aktivt og vågent ud af dem. Ligesom Eva, der valgte frugten for at vågne, vælger Adam nu også at træde ud af fortællingen om skyld og skam. De vågner begge – ikke som modsætninger, men som allierede i erkendelsen af, at sand frigørelse først opstår, når begge tager ejerskab af deres kraft.

Han vælger ikke længere at undskylde sin lyst eller sin styrke, men bærer den frit frem i lyset, uden frygt for at støde, krænke eller såre.

Ikke fordi han ønsker at dominere, men fordi han ønsker at være fri. Ikke fordi han vil tage, men fordi han tør tilbyde. Ikke fordi han vil erobre, men fordi han tør stå oprejst i sin egen krop og sit eget begær.

Adam i haven – ikke som synderen, men som elskeren, krigeren, danseren.

Han som ikke skammer sig over, at hans krop vågner, når hun træder ind i rummet. Han som ikke undskylder, at begæret banker i hans årer, når han mærker livet selv danse gennem sig.

Han stoler på kvinden – hun kan sætte sine grænser. Hun kan sige ja, hun kan sige nej. Han behøver ikke at holde sig selv nede, for at hun kan føle sig sikker. Hun er stærk nok. Hun er klog nok. Hun er voksen nok til selv at vælge.

Og det er netop derfor, han kan stå der med sit begær synligt. Ikke for at true, men fordi ægte frihed kun findes, når begge parter er frie til at vælge, til at sige klart ja eller klart nej.

Så ja, han træder ind i rummet med åbenhed, med liv, med kraft. Han gemmer sig ikke. Han gør sig ikke mindre, han spiller ikke ufarlig. Han ved, hvad han mærker, og han er ikke bange for at vise det.

Og hvis hans kraft vækker angst, skyld eller skam, så lad det være en invitation. Ikke til at trække sig tilbage, men til at mødes i ærlig kraft og ægte ansvar. Fordi seksualitet ikke er en forbrydelse, men en mulighed.

Adam siger: ”Jeg skammer mig ikke længere.”

Hans krop er ikke en trussel, men en invitation. Ikke til forførelse, men til møde. Han står ikke i skyggen af patriarkatets skam, han holder sig ikke tilbage men træder ud i solen, hvor lysten er ren, ærlig og fri.

Adam – den første mand, der nægter at være skurken i historien.

Den første mand, der siger: ”Jeg vil leve. Jeg vil mærke. Jeg vil være fri.”

---

Dette blogindlæg er skrevet af Dennis Lundtoft Thomsen som et levende svar på blogindlægget om Eva som oprører.

Dennis delte også en refleksion i forlængelse af sit indlæg, som fortjener at stå her:

Det er ikke nok, at kvinden træder frem i sin kraft. Manden må også.

Hvis kvindens frihed sker på bekostning af manden, så er det stadig patriarkatet, der taler – bare i en ny form.

Når kvindens kraft hæver sig over manden, skaber det stadig hierarki. En ny dominans. En ny afstand.

Derfor handler det om, at begge træder frem. Ikke som modsætninger. Ikke som konkurrenter. Men i balance. I frihed. I ligeværdig kraft.

Adam skal ikke bare acceptere kvindens rejse. Han skal tage sin egen. Og træde ud – af skammen, af skyldfortællingen, af rollen som skurk – og blive fri.

Tak, Dennis, for at spejle ordene tilbage med klarhed, visdom og styrke. Jeg er dybt taknemmelig for dit blik – og for modet til at tage denne samtale videre i den maskuline erfaring. Din stemme er vigtig.