Psykedelika er ikke magi – det er dybt arbejde. Derfor skal du turde stille spørgsmål.

Psykedeliske ceremonier: Det her er ikke for sjov

Det psykedeliske felt blomstrer. Flere og flere taler om ceremonier, plantemedicin og bevidsthedsudvidende oplevelser. Der bliver lavet podcasts, bøger, retreats, dokumentarer. Der er noget i tiden, der kalder.

Og ja – det er smukt. Jeg tror på potentialet. Jeg har set, hvordan arbejdet med ceremonier kan åbne døren til dyb healing, indsigt og forandring.

Men jeg har også set den anden side.

Jeg har set mennesker, der kommer tilbage fra en ceremoni mere forvirrede og uregulerede end da de tog afsted. Mennesker, der er blevet overladt til sig selv med deres sår på vid gab, fordi ingen holdt rummet, når det blev svært. Mennesker, der troede, de skulle på en spirituel weekendtur – men som i stedet endte med at åbne traumer uden støtte til at lande igen.

Ceremoni er ikke en hyggelig aktivitet, du lige booker som en omgang wellness.
Ceremoni er ikke en "trip experience".
Det er kraftfuldt terapeutisk arbejde.
Det er dybtgående møder med psykens mørkeste hjørner og sjælens største længsler.

Og det kræver, at dem, der står med ansvaret for at holde rummet for dig, forstår dybden af det ansvar.

Der er en tendens lige nu, hvor psykedelika romantiseres.
Som om lidt ceremoni, lidt sang, lidt jungle og bum! Så er man “healed”.
Men arbejdet med psykedelika er ikke magi.
Det er ikke quick-fix.
Det er ikke weekend-wellness.

Det er arbejde. Seriøst arbejde. Med krop, med sind, med sjæl.

Ikke alle burde hælde op for andre

Der kommer flere og flere udbydere af ceremonier.
Men det er langt fra alle, der har gået vejen selv, før de begynder at guide andre.
Langt fra alle, der har den nødvendige erfaring, ballast og terapeutiske forståelse, som arbejdet kræver.

Jeg siger ikke det her for at hænge nogen ud.
Jeg siger det, fordi det er din krop, dit sind, dit liv, vi taler om.

Derfor har jeg ét råd til dig, hvis du overvejer at tage afsted:

Stil spørgsmålene. Alle spørgsmålene.

Det er ikke ego. Det er selvkærlighed.

Her er nogle af de spørgsmål, du har lov at stille:

• Hvem er det, der holder rummet for mig?

• Hvilken erfaring har de selv – både med deres egen proces og som facilitator?

• Har de terapeutisk træning? Kender de til traumer, psykiatriske tilstande, nervesystemets mekanismer?

• Hvordan håndteres det, hvis nogen får et sammenbrud? Hvis nogen dissocierer? Hvis nogen bliver retraumatiseret?

• Er der integration som en del af forløbet? Eller bliver du sendt hjem alene med dine åbne lag?

• Er det et etableret firma med ansvarsforsikring, sikkerhedsprocedurer og gennemsigtige vilkår? Eller er det en privat baggårdsceremoni uden rammer og uden mulighed for at tage fat på nogen, hvis noget går galt?

• Hvad koster det – og hvad får jeg for den pris? (Den billigste rejse er sjældent den tryggeste.)

Hvis din facilitator bliver vred, defensiv eller afvisende, når du spørger:
Løb.
Løb alt, hvad du kan, i den anden retning.

For hvis du ikke må stille spørgsmål, er det ikke trygt.
Hvis din længsel efter tryghed bliver mødt med irritation, har du allerede fået svaret.

Seriøsitet er ikke kontrol. Det er kærlighed.

At tage ansvar betyder ikke, at der skal være stive regler eller kontrollerende stemning i rummet.
Men det betyder, at der er bevidsthed om, hvad der kan ske.
At der er kapacitet til at rumme det, der måtte opstå.
At der er mennesker omkring dig, der ved, hvad de har med at gøre – både når det er smukt, og når det er svært.

Ceremoni handler om at åbne. Men jo dybere vi åbner, jo mere vigtigt er det, at fundamentet er stærkt. At der er nogen, der kan møde dig, også når det er grimt, sårbart, kaotisk.

Det er ikke luksus.
Det er nødvendigt!

Og du fortjener den form for tryghed.

I kærlighed,
Synne