Hvordan kommer du helt hjem?

Relationer

29. aug.

Det er virkelig sandt, at tiden lige nu ikke lader nogen gå fri.

Det er som en kollektiv rusketur, hvor skygger får lov til at danse, og det der ikke er levedygtigt må gå til.
Det er råt, det er usentimentalt.

Jeg både elsker og hader det på samme tid.

Elsker det, fordi jeg befinder mig godt i "No bullshit" land. Jeg er skyggevandrer. Jeg er hjemme i mørket. Blandt dæmoner og angst. Har levet der så længe, at det føles som hjem.

Og hader det, fordi jeg også selv får det, jeg ikke får taget mig af, hélt op i ansigtet.
Ja, sådan noget har jeg også. Hvis du skulle være i tvivl.

Jeg har ikke mødt et menneske, der sad med en følelse af at have totalt styr på sit liv. Momentært, jo bevares. Men ellers ser jeg, at den rodede tilværelse er en del af det at være menneske.

Og der, i mørket og rodet, der kan godt krybe en følelse frem af at være helt alene i verden. Når presset trykker, så ryger vi op i hovedet og forsøger at løse hvad end det er, med vores intellekt.

Sådan nogen dage har jeg også haft.

Jeg er rig på mange ting, men økonomisk halter det for tiden. Nej, det "må" man nok ikke sige højt når man er mig, men fuck regler. Jeg vil altid insistere på at sige det, som det er.

Du ved. Tider med overskud og tider med knaphed. Lige nu er en tid med knaphed. Så jeg ryger i hovedet og forsøger at løse det med den hjerne, der samtidig er vildt god til at være bange.

Og ingen kan skabe noget godt fra et frygtsomt sted.

Og således skete det, at jeg i går sad foran Elgiganten i Holbæk. På tur rundt med en lang huskeliste og alt for lidt tid.

Var godt på vej. Det kørte. Bare et stop mere, og så hjem.
Jeg satte nøglen i bilen og trykkede på "Start". Host host og ingenting.
Jeg prøvede igen. Samme resultat. Jeg lagde hovedet tilbage på nakkestøtten og kiggede opad.

"Ikke nu… please… ikke nu!"

Min gamle bil, som jeg burde skifte ud, men som jeg både holder af og faktisk helt reelt ikke har råd til at skifte ud. Så i stedet betaler jeg mekanikernes julefrokost og mere til ved at være fast gæst på mit lokale autoværksted.

Det er Schrödingers Clio. Den er på én gang både økonomisk overkommelig og katastrofalt dyr, indtil mekanikeren åbner kassen.

Jeg tæller langsomt til 10 og prøver igen. Som om det på magisk vis havde ændret sig nu. Stadig samme resultat, og nu skruer den gamle Clio op for dramaet i instrumentbrættet.

Tilbage i kroppen, Synne.

Jeg ringer til min fine eksmand, der bor i den by, jeg netop holder udenfor. Det fine menneske har alt for travlt, men lover, at hvis jeg er helt på skideren, så møder han op.

Jeg står ud af bilen og glor på parkeringspladsen. På en måde lidt lammet.

Hvem skal jeg forstyrre?

På nogen punkter er jeg dybt trænet i at bede om hjælp. Og på andre stadig en genert teenager med indre stemmer, der siger, at jeg skal gå ind på mit værelse og ikke fylde så meget.

Første forsøg. Et ældre par, der går langsomt og glade mod Elgiganten. De ligner nogen, der kunne have tid.

De har en elbil… fuck! En mulighed jeg ikke havde tænkt over.

De peger videre på nogen arbejdere, der står i nærheden. "God idé," siger jeg og ønsker dem en god dag.

Arbejderne kan heller ikke hjælpe.

Nå.

Hvem så?

En sort lang Volvo ankommer. Jeg ved ikke meget om biler, men jeg ved, at den der er en mulighed. Jeg hanker op i mig selv og prøver igen. Manden er lige steget ud, og han har både tid og vil gerne hjælpe.

Vi kobler bilerne op med mine startkabler, og jeg forventer at være tilbage på vejen om lidt. Men nej. Vi prøver nogen gange, indtil det begynder at ryge op ad motoren.

Og du ved det måske godt. Det med røg. Alle mekaniske dimser, uanset størrelse og brændstof, de har sådan en røg inden i sig. Den er den, der får tingene til at virke. Og når røgen slipper ud, virker dimsen som regel ikke mere.

Startkabler er ihvertfald ikke længere den rigtige løsning her. Så jeg siger mange tak til flink mand, sætter mig ind i bilen og ringer efter vejhjælp. Jeg kender, desværre, rutinen.

Ventetiden vil jeg ikke kede dig med. Men det er noget med lavt batteri på telefonen, genbrugsfund til 40,- og en meget fyldt blære.

Vejhjælpen når frem, og silhouetten af den gule bil gennem den regnvåde rude er dagens bedste udsigt.

Og nu er det at det hele tager en drejning.

For det er ikke hvilken som helst redningsmand. Næ, ham her, han tager både Clio og mig med i sin gule SOS-bil og kører os begge til værkstedet.

Jeg havde spurgt forsigtigt, om jeg måtte køre med, og jeg skulle nok lade være med at tale løs på ham hele vejen, bare hvis han nu var den introverte type. Det havde jeg slet ikke behøvet bekymre mig om. På turen fik jeg lov til at høre om, hvordan det er at være menneske for ham.

Så nu ved jeg, at der kører en mand rundt derude i en gul bil og redder kvinder, børn og mænd fra at være strandede, som har en plan i livet og både ditten og datten at fortælle om.

Det var en herlig tur.

Da vi ankom til værkstedet, havde han endda den hjertelighed at spørge, hvordan jeg kom det sidste stykke hjem.

Jeg kunne sige, at alt var i orden. Jeg havde allerede ringet til Mads, der ejer værkstedet, og sagt, at jeg kom med den gamle dame. Igen. Og at han gerne måtte have en lånebil til mig.

Så en stor del forsinket landede jeg hjemme. I en anden bil. Sulten og kold. Men hjemme.

Senere begyndte det at regne i kaskader, og tordenen stod over gården, som om den blev betalt for det. Og lige der, på vej hen over gårdspladsen i silende regn, iført regnfrakke og med lynene glimtende lige over mig, var jeg næsten lykkelig.

Jeg satte mig på mit køkkenbord, og mens den alt for sene aftensmad varmede i airfryeren, sad jeg og drejede et glas rødvin mellem hænderne og tænkte lidt.

Dagen havde bestået af et helt lille netværk af mænd, der på hver deres måde trådte til uden at skulle trækkes, organiseres eller overtales til det.

SOS redningsmanden fik ikke bare bilen, men også mennesket sikkert hjem, gennem en lang samtale om bryllup, træning og kalorier.

Værksteds Mads kender både mig og den efterhånden økonomisk tvivlsomme franske dame, jeg insisterer på at holde i live. Han ved, hvem der kommer ind ad døren.

Eksmanden havde egentlig ikke tid. Men beskeden var stadig: Hvis du virkelig står fast, så ring igen. Så kommer jeg.

En har kendt mig i årtier. Én kendte jeg ikke i går morges, og nu ved jeg, at han skal giftes og har haft en træningsæra.

Og måske er det lettere at få øje på sådan noget, når jeg ikke kun leder efter kærlighed i dens store, romantiske form.

Nogle gange ser kærlighed åbenbart også ud som:
"Ring igen, hvis du ikke kan komme hjem."
"Nå Synne, hvad har Clioen nu fundet på?"

Det er sgu et ret fint menneskeligt sikkerhedsnet at opdage, at jeg står i.

Det er værd at huske på de dage, hvor verden ser ud til at bestå mest af idioter.

SOS-mandens opgave var i princippet færdig, da Clioen stod hos Mads. Bilen var afleveret. Vejhjælpen var leveret. Men han tænkte ét led længere.

"Og hvad med dig? Hvordan kommer du herfra?"

Ikke storladen. Ikke "se mig være et godt menneske". Bare den automatiske orientering mod, om jeg faktisk er landet sikkert, når han kører derfra.

Og så er det næsten komisk fint, at svaret var: "Det er ordnet. Mads har allerede stillet en bil klar."

Én flink mand afleverer mig hos den næste flinke mand.

Ikke fordi jeg ikke kan selv. Jeg kunne tydeligvis både organisere vejhjælp, værksted og lånebil og nå at bruge ventetiden på genbrugs-kashmir. Men fordi vi mennesker ikke skal kunne alting selv.