Mod og kapacitet er to forskellige ting

"Hvorfor får så mange det svært bagefter?"

Spørgsmålet lå i en tråd i sidste uge, og jeg sad med telefonen i hånden og læste svarene igennem, mens kaffen blev kold på trappestenen ved siden af mig.

De var venlige. De var også tomme.

"Tag den med ro." "Giv det tid." "Stol på processen."

Jeg blev nødt til at blande mig, for der findes faktisk et svar på det spørgsmål, og det er bare ikke et blødt et.

Mod og kapacitet er to forskellige ting.

Mod er det, der siger ja

Mod er villigheden. Det er den del af dig, der booker rejsen, betaler depositummet, tager fri fra arbejde, og som sætter sig i cirklen og åbner munden, selvom stemmen ryster og du helst ville have blevet siddende i bilen.

Mod er synligt udefra, og det kan besluttes på en tirsdag aften foran computeren med betalingskortet i hånden.

Kapacitet er det, der bærer

Kapacitet er noget helt andet, og den kan ikke besluttes.

Det er, hvor meget dit nervesystem kan bære, mens det står på. Hvor meget aktivering du kan have i kroppen og stadig kunne mærke, at du er her i rummet, at gulvet er koldt, at der sidder nogen ved siden af dig.

Og det er, hvor hurtigt du kan komme ned igen bagefter.

De to ting følges nødvendigvis ikke ad, og de trænes ikke ens. Mod kan du træne ved at gøre det alligevel, mens kapacitet bygges langsomt og på kroppens præmisser.

Stor villighed og lille kapacitet er den kombination, jeg ser gøre mest skade.

Ikke fordi villigheden er forkert. Men fordi der ikke er noget, der bremser. Modet kører hele vejen ind, og kroppen står tilbage med en oplevelse, den ikke kan folde ud endnu.

Og alligevel går det sjældent galt

De fleste, jeg møder, kommer hjem og har det fint bagefter. Ikke let, men fint.

Og når det bliver svært, handler det efter min erfaring sjældnere om, hvad der skete inde i rummet, end om hvem der er omkring dig i ugerne bagefter.

Om nogen ringer på tirsdagen.
Om du har et sted at lægge det.
Om der er én, du kan sige den underlige sætning til, uden at hun bliver bange.

Det er ikke rejsen, der integrerer. Det er hverdagen.

Ansvaret går begge veje

Jeg er ikke tankelæser, og jeg kan ikke vide, hvad du ikke fortæller mig i en forsamtale eller i løbet af den tid vi er sammen.
Det er der ingen facilitator, der kan, uanset hvor mange år han eller hun har siddet i cirklen.

Men strukturen er min.

Hvem der er i rummet, hvor længe der er mulighed for støtte bagefter, hvad der bliver sagt om det, du får med hjem, og om der overhovedet bliver sagt noget. Det er ikke dit ansvar at have styr på, og det burde det heller ikke være.

Mange steder lægges der rigtig meget energi i selve ceremonien og næsten ingen i integrationen, altså i de uger hvor oplevelsen skal finde et sted at bo i dit almindelige liv.

Det er der, hullet er.

Hvornår lander kapaciteten så

Kapacitet er ikke en tidsplan, du kan lægge. Det er en træning, og den foregår i kroppen og ikke i kalenderen.

Sådan som jeg er oplært, og sådan som jeg ser det virke, udvider et nervesystem sig ikke ved at blive kastet i det dybe for at lære at svømme. Det udvider sig ved små ture frem og tilbage: lidt aktivering, tilbage til hvile, lidt mere, tilbage igen, indtil kroppen har lært, at der findes en vej ud.

Først når den ved det, tør den gå ind.

Det er kedeligt at høre, når du gerne vil videre nu, men det er den eneste vej, jeg har set holde.

Taburetten med flere ben

En ceremonirejse er ét ben, og ét ben bærer ingenting, uanset hvor stærkt det ben er.

De andre ben ligner ikke nødvendigvis behandling, og det er derfor, de bliver overset. Ordnetlig søvn. En krop, der får mulighed for at bevæge sig. Nogen at spise med om aftenen. Arbejde, der ikke tømmer dig helt. En terapeut, du ikke skal præstere for.

Står hele vægten på det ene ben, vælter det.

Det ærlige til sidst

For nogle lander det på uger, og så er der pludselig en morgen, hvor noget har flyttet sig, uden at de kan pege på hvornår.

For andre lander det slet ikke med den metode, og så skal vi kunne sige det højt til hinanden i stedet for at sende folk afsted en gang til.

Du behøver ikke være færdig, før du begynder.

Men du skal have en fornemmelse af, hvad du kommer hjem til. Og hvem der står der.

I kærlighed,
Synne

---

Jeg kan også anbefale disse blogindlæg i samme tema:

Føler du dig kapret af dine egne følelser?
Om det, der sker i kroppen i det sekund, den voksne i dig bliver overdøvet.

Psykedelika: ikke flugt, men ansvar
Om hvorfor integrationen ikke er en eftertanke, men selve arbejdet.

Det her er ikke begynderarbejde
Om en fødselsdag i ceremonisalen, og om at hente sin egen livskraft op igen.

---