Nej er en fuld sætning: om grænser, regler og retten til at gå hjem alene
Mange tror, de sætter grænser. I virkeligheden forsøger de bare at styre andre mennesker.
En regel siger: du må ikke.
En grænse siger: jeg vil ikke.
Det er ikke det samme sprog, og de færreste har lært forskellen.
Det er egentlig enkelt nok, som jeg ser det. Hvis vi nu tager en analogi med at være i forlystelsespark:
Jeg vil gerne ud og ro roligt i bådene. Du vil gerne i den store rutsjebane.
Jeg vil ikke med i rutsjebanen, uanset hvad du siger.
Jeg sætter mig over i bådene. Du er velkommen, hvis det er dér, du også har lyst til at være. Jeg vil gerne have dit selskab der, mens vi ror rundt stille og roligt og sludrer sammen.
Men bliver du ved med at presse på for at jeg kommer med op i rutsjebanen, så går jeg bare hjem til sidst. Alene. For så holdt det op med at være rart at være sammen med dig.
Og du kan stå der og tænke, at det var tarveligt af mig, ikke at ville med, for vi har jo været der før, sammen.
Du kan også tage det som en personlig afvisning af dig, at jeg ikke længere vil med i rutsjebanen. Det er det ikke, det er en afvisning af aktiviteten.
Jeg forstår godt at det er ærgerligt, når du nu så gerne vil i rutsjebanen og have mig med.
Men det er ikke for mig. Ikke længere.
Jeg skal ikke forsvare hvorfor jeg ikke vil op i den og jeg skal ikke bruge mere tid på at diskutere det.
Jeg behøver ikke overbevise dig om, at min grænse er rigtig.
Jeg sagde nej. Du hørte det ikke.
Eller også hørte du det og forsøgte at forhandle. Ingen af delene ændrer mit svar.
Men din forhandling af mit nej gør det ubehageligt for mig at være i situationen og derfor rejser jeg mig og går hjem.
Jeg har ikke sagt at DU ikke skal gå i rutsjebanen eller at du skal opføre dig på en bestemt måde.
Hvis jeg havde gjort det, så var det en regel jeg satte for dig.
Jeg kigger på dig, observerer din adfærd og mærker om den er rar for mig at være i og hvis den ikke er, så sørger jeg for at tage mit eget selskab ud af den ligning.
Det lyder simpelt. Det er det også, i teorien.
Men virkeligheden her er, at jeg før ér gået med op i rutsjebanen, selvom jeg ikke havde lyst.
For det at vælge mig selv var så skræmmende og stort.
Min opvækst trænede mig til at være på en bestemt måde. Ikke af et enkelt menneske, men en masse oplevelser der tilsammen lærte mig, at for at være elsket, skal jeg være en funktion i et andet menneskes liv.
Hele mit liv har jeg spurgt: “Hvem skal jeg være for at du vil være sammen med mig?”
Det giver grænseløshed og tiltrækker overgreb af alle mulige slags.
For der kan jeg ikke mærke mig selv og jeg giver hele mig væk for illusionen om kærlighed.
I dag spørger jeg: “Hvad føles rart for mig at være i nærheden af?”
Og så tror jeg på den adfærd jeg ser foran mig, frem for fine ord.
Jeg tror på, når jeg ser et mønster, at det ér sådan og ikke mig, der har misforstået noget.
Og når jeg mærker, at jeg ikke længere vil op i rutsjebanen, så ærer jeg det.
Uanset hvordan de reagerer, den eller dem jeg før fulgtes med derop.
Det bliver nemmere og nemmere at stå roligt i min egen krop.
I starten føltes det som at skulle dø.
Det er en reel nervesystems-oplevelse. For en del af mit system var stagneret i en yngre udgave af mig, der vidste, at hvis jeg blev ekskluderet, så ville jeg dø. For små børn er afhængige af de voksne og det ved barnet godt.
Hun er stadig derinde, min lille Nattevagt.
Efter at have haft vagten helt alene i alt for mange år, med ansvaret for at sikre, at ingen forlod mig, har voksne Synne nu taget over.
Jeg har puttet hende under bløde dyner, kysset hende på panden og sagt: "Du har fri nu. Jeg har den."
Jeg er blevet den voksne, hun havde brug for dengang.
Og den voksne kan med ro sige nej. Hun ved, at det nogle gange betyder, at hun går hjem alene.
For nogle gange viser et selskab sig ganske enkelt at være noget lort at være en del af.
Ikke fordi menneskerne nødvendigvis er dårlige. Men fordi prisen for at blive er, at jeg endnu en gang skal forlade mig selv.
Den pris betaler jeg ikke længere.
Jeg går hellere hjem alene.
For jeg går ikke fra dig.
Jeg går fra det, der får mig til at gå fra mig selv.
I kærlighed,
Synne
P.s. Angående Nattevagten, så er der mere at sige om hende. Men det er hendes historie at dele, ikke min at forhaste. Når hun er klar, får du hende at se.
Jeg kan også anbefale disse blogindlæg i samme tema:
Jeg vil ikke forlade mig selv for at være to
Om at opdage, at "vi to" aldrig må koste hele dig.
Om at holde op med at forhandle dine grænser væk, hver gang nogen presser på.
Du skal ikke kæmpe længere – det voksne selv og helingen af indre traumer
Om det voksne selv, der endelig tager vagten fra barnet, der har holdt den for længe.
Dette er en weekend ulig noget andet jeg har tilbudt.
Her er ingen the-ceremonier, så hvis du har tøvet med at komme med på grund af dem, så er her muligheden for at tune ind.
Jeg er blevet spurgt igen og igen hvornår jeg laver sådan en weekend her, og nu sker det.
Jeg stiller hele min værktøjskasse til rådighed.
Og sammen skal vi undersøge, hvad der sker, når vi lægger konkurrencen fra os.
Når vi holder op med at sammenligne os.
Når vi holder op med at vente på tilladelse.
Mere info her: Hvem tror hun, at hun er?