Jeg vil ikke forlade mig selv for at være to
Skrevet til dig, der har manglet ordene.
Del dem med ham, med hende, med dem… der forstår uden forklaring.
Jeg vil ikke længere have kærlighed, der kun findes i intensitet.
Jeg vil have kærlighed, der kan blive.
Ikke blive som i holde ud.
Ikke blive som i bide tænderne sammen.
Ikke blive som i to mennesker, der langsomt kvæler hinanden i gamle mønstre og kalder det loyalitet.
Blive som i:
jeg er her stadig, også når det bliver ærligt.
Jeg vil have en kærlighed, hvor min krop ikke hele tiden skal scanne rummet for fare. Hvor jeg ikke skal oversætte kulde til travlhed, fravær til frihed, uklarhed til dybde eller inkonsekvens til et traume, jeg bør rumme bedre.
Jeg vil have en kærlighed, hvor jeg ikke skal gøre mig mindre for at være elskelig.
Ikke blødere, end jeg er.
Ikke pænere.
Ikke mere praktisk.
Ikke mere tålmodig, end min sjæl faktisk kan holde til.
Jeg vil elskes af en, der kan mærke mig uden at ville eje mig.
En, der kan stå tæt på min kraft uden at gøre den til et problem.
En, der ikke bliver lille af min størrelse, men heller ikke gør mig til gudinde for at slippe for at møde mig som menneske.
Jeg vil have kærlighed med varme hænder og en rygsøjle.
Kærlighed, der kan sige undskyld uden at gå i opløsning.
Kærlighed, der kan tage ansvar uden at gøre det til en forestilling.
Kærlighed, der kan tåle grænser uden at høre afvisning i alt.
Jeg vil ikke længere være terapeut i mit eget kærlighedsliv.
Jeg vil være kvinde.
Krop.
Elsker.
Partner.
Fri.
Jeg vil have en relation, hvor vi begge kan vokse uden at den ene hele tiden skal forklare lyset for den anden.
Hvor begær ikke er en flugt fra nærhed, men en port ind i mere sandhed.
Hvor hverdagen ikke er kærlighedens død, men det sted hvor den viser, om den har knogler.
Hvor ømhed ikke kun kommer efter krise.
Hvor kontakt ikke er noget, jeg skal tigge frem med kirurgisk præcision.
Jeg vil have en kærlighed, hvor der er plads til stilhed, humor, begær, vrede, ro, fjol, mørke, skarphed og langsomme morgener.
Jeg vil kunne læne mig ind uden at forsvinde.
Jeg vil ikke reddes.
Jeg vil ikke repareres.
Jeg vil ikke vælges i glimt og efterlades i mellemrum.
Jeg vil mødes.
Og jeg vil selv møde.
Med åbne øjne.
Med krop.
Med ansvar.
Med sandhed nok til ikke at forføre mig selv tilbage i noget, der kun ligner kærlighed, fordi det aktiverer gamle længsler.
Det jeg vil med kærligheden er ikke at finde nogen, der fuldender mig.
Jeg vil finde, skabe og leve en kærlighed, hvor jeg ikke skal forlade mig selv for at være to.
I kærlighed,
Synne
Jeg kan også anbefale disse blogindlæg i samme tema:
Om at holde op med at gøre sig mindre for at blive elsket.
Om det øjeblik, hvor du stopper med at sælge dig selv billigere, end du er.
Om nervesystemet, der scanner for fare, længe efter faren er væk.
Dette er en weekend ulig noget andet jeg har tilbudt.
Her er ingen the-ceremonier, så hvis du har tøvet med at komme med på grund af dem, så er her muligheden for at tune ind.
Jeg er blevet spurgt igen og igen hvornår jeg laver sådan en weekend her, og nu sker det.
Jeg stiller hele min værktøjskasse til rådighed.
Og sammen skal vi undersøge, hvad der sker, når vi lægger konkurrencen fra os.
Når vi holder op med at sammenligne os.
Når vi holder op med at vente på tilladelse.
Mere info her: Hvem tror hun, at hun er?