Gamle historier mister deres magt, når du holder op med at forhandle.
Jeg har aldrig delt mine ceremoninoter så råt før.
Jeg fandt nogle gamle noter fra en ceremoni for længe siden, som jeg genlæste med et smil og taknemmelighed.
De var skrevet til mig selv, midt i en proces hvor jeg var i gang med at tage mig selv hjem igen.
Skrevet med knudrede bogstaver i mørket, i hast for at fange det, mens det stadig var der.
Fange det på den måde hvor kroppen allerede ved noget, hovedet stadig forsøger at forhandle med.
Jeg har aldrig delt mine noter så råt før, men måske er der noget i dem, der også taler til dig.
Til den indre Dronning i dig, der hungrer efter at tage pladsen fra Prinsessens lederskab.
Prinsessen skal ikke skammes. Hun er smuk og dejlig med sine runde kinder, sit håb og sine naive øjne.
Vi kender hende især fra de nyere eventyr. Hun skal så grueligt meget igennem, før nogen endelig ser hende, vælger hende, redder hende eller kysser hende vågen igen.
Og der er kvalitet i hende. Der er noget åbent i Prinsessen. Noget blødt. Noget, der stadig tør længes. Det skal vi ikke håne. Det skal vi ikke rive ud af os selv med hård hånd og kalde svaghed.
Men vi skal heller ikke lade hende styre hele riget.
For et sted under de pæne versioner af eventyrene, under børneværelserne, glansbillederne og de blankpolerede fortællinger om den gode pige, der venter længe nok, findes der en anden kvinde.
En ældre kvinde. En kvinde med jord under neglene, mørke i håret, latter i maven og en stemme, der ikke beder om lov til at findes.
Hun venter ikke på at blive valgt, før hun bliver virkelig.
Hun er Dronningen.
Ikke som en kvinde, der står over andre.
Ikke som en hård skal.
Ikke som et nyt kostume til et gammelt sår.
Men som den del af os, der begynder at forstå, at vores liv ikke skal ledes af den del, der stadig håber på at blive reddet.
Her er noterne, næsten som de kom:
Husk Dronningen.
Skarp. Præcis. Kærlig, men fast.
Hvem har adgang til Dronningen?
Det er ikke en ære for Dronningen at blive valgt af mænd (eller alle mennesker generelt).
Det er et privilegium at få adgang til Dronningen.
Prinsessen blev voksen og fandt sin egen stemme.
Dronningen mærker, at hun aldrig er alene, for energien er altid rundt om hende.
Dronningen kan ikke blive forladt.
Hvordan skulle hun kunne det, når selv vinden aer hendes hud.
Når blomster springer ud.
Når universets kærlighed hele tiden er både i hende og rundt om hende.
Glemmer hun det, så søg ind i stilheden. Ikke løse noget.
Bare mærke.
Hun har sig selv.
Ikke som ensom kriger, ikke som traumespor, men i dybet.
Hun er den der passer på Den Hellige Have der er hendes krop.
Gamle historier mister deres magt over hende.
Hun træder ind i NUét.
For nu, færdig med at sørge over fortiden.
Lad den være.
Tegn en streg i sandet.
Herfra!
Bygget på visdom.
Bring visdommen med fremad, ikke smerten.
Det er din stemme Synne.
Dronningen af dit rige.
Husk det!
Dette er en weekend ulig noget andet jeg har tilbudt.
Her er ingen the-ceremonier, så hvis du har tøvet med at komme med på grund af dem, så er her muligheden for at tune ind.
Jeg er blevet spurgt igen og igen hvornår jeg laver sådan en weekend her, og nu sker det.
Jeg stiller hele min værktøjskasse til rådighed.
Og sammen skal vi undersøge, hvad der sker, når vi lægger konkurrencen fra os.
Når vi holder op med at sammenligne os.
Når vi holder op med at vente på tilladelse.
Mere info her: Hvem tror hun, at hun er?