Jeg er ikke alles terapeut (det er med vilje).

Jeg er ikke alles terapeut

Der er ting ved at sidde over for mig, som du bør vide på forhånd. Ikke som en advarsel. Som oplysning, du kan bruge til at afgøre, om det overhovedet er mig, du skal gå til.

Jeg er ikke alles terapeut.
Det er ikke beskedenhed. Og det er ikke en fejl, jeg går og arbejder på at rette.

Jeg fylder

Jeg fylder et rum uden at bede om lov. Min intensitet er ilt for nogen og trykfald for andre.

Der er nogen, der ringer og siger, med forsigtig stemme, at min hjemmeside er lidt … meget.
Jeg kan ikke andet end at smile og sige “Ja, det er det. Har du lyst til at være for meget sammen med mig?”

Der findes dygtige behandlere, som holder sig professionelt tilbage, så du kan lægge hvad som helst ind i et neutralt rum og få det tilbage i din egen form. Det er et rigtigt håndværk med rigtig faglighed bag. Det er bare ikke mit.

Jeg sidder der som et menneske.

Du kan mærke, når jeg bliver berørt, og du kan mærke, når jeg bliver utålmodig. For nogen er det selve lettelsen, fordi de endelig sidder over for noget levende. For andre er det for meget.

Begge dele er i orden. Det er bare bedre, du ved det nu end efter tre samtaler.

Det er ikke altid behageligt at blive set

Jeg ser sprækker, tit før du selv gør. Og mit blik standser ikke altid dér, hvor du gerne vil have det til at standse.

Jeg har brugt et helt liv på at aflæse rum, stemninger og forskydninger.

Først som barn i et hjem hvor min ene voksne var alkoholiker.
Senere som sygeplejerske i psykiatrien, hvor jeg sad med selvskadende unge, med psykoser og med udadreagerende mennesker, der havde gjort ting, som ikke kan læses højt.

Den slags lærer du ikke i en bog. Det er en overlevelsesevne, der med tiden blev til et smukt arbejde.
Det er en erfaring der ikke sidder i mit hoved. Det sidder i min ryg.

Så når du fortæller mig noget i velvalgte vendinger, og der sker et lille skift i din stemme undervejs, hører jeg det. Jeg siger det ikke nødvendigvis. Men jeg har bemærket det, og det bliver liggende i rummet mellem os.

Mit hoved har været et godt skjulested

Min intelligens har været et meget avanceret skjulested (kender du det?). Jeg kan forstå en følelse så grundigt, at jeg næsten slipper for at være hjælpeløs inde i den.

Et skridt ad gangen er jeg gået vejen fra mit hoved til min krop. Fra at forstå til at mærke.

Og det er det, jeg kan tilbyde dig.

En rigtig god forklaring. Så velformuleret og så sammenhængende, at du måske går herfra med en helt ny forståelse af dig selv.

Og det, der gør ondt. Når jeg stædigt bliver ved med at invitere dig ned i den krop, der holder det, du bokser med.
Når du smutter og undviger, og jeg tilbyder en hånd og siger "hey… kom tilbage til mig", helt stille.

Forklaringen er den nemme del.
Kroppen er den, du kom for.

Forhøret

Alting har en skyggeside.

Når jeg bliver utryg i mit private liv, kan mit behov for klarhed blive til et forhør. Ikke med vrede. Langt mere sofistikeret end det: ét spørgsmål mere, én præcisering mere, ét forsøg mere på at få virkeligheden til at stå stille længe nok til, at jeg kan slappe af.

Det sker sjældnere nu, end det gjorde. Men det er en af de ting, jeg tager med til min egen supervision. Og en af de ting, jeg lytter efter, når jeg superviserer andre behandlere.

Vi bruger ikke det meste af tiden på teknikker og metodevalg. Vi bruger den på at holde igen, når der sker noget interessant, og fristelsen til at gå videre bliver stor.

Min eneste rigtige disciplin er, at jeg ikke går hurtigere end dig.

Jeg redder ikke nogen

Jeg blev ikke terapeut for at redde nogen, og jeg kommer ikke til at redde dig.

Det, jeg kan, er at opdage, når du forlader dig selv midt i en sætning, og så blive siddende længe nok til, at du selv når at mærke det.

Det lyder mindre, end det er. Og det er betydeligt langsommere, end du håber.

Du skal ikke være høflig med mig eller pakke det ind. Jeg holder til dig, også når du er vred på mig. Og samtalen bliver bedre af rå ærlighed.

Og læser du det her og tænker, at det lyder som for meget, så er det jo svaret.

Der er ikke noget galt med det svar.

I kærlighed,
Synne

---

Jeg kan også anbefale disse blogindlæg i samme tema:

Det her er ikke begynderarbejde
Om hvad det kræver af den, der holder rummet, og ikke kun af den, der sidder i det.

Er du færdig med at undskylde for dig selv?
Om den geneste teenager, der stadig siger, at du ikke skal fylde så meget.

Hvordan kommer du helt hjem?
Om en bil der brød sammen, og fem ord fra en fremmed i en gul bil.

---