Spejlsalen

Skrevet og indtalt af Cecilia Hjort Bruun.
Redigering: Synne Justesen.

Denne meditation er et møde. Mellem din menneskekrop og dit højeste selv. Mellem den del af dig, der har båret dig gennem livet, og den del, der var der før alle dine historier.

Du træder ind i en stille spejlsal. Midt i rummet står to stole over for hinanden. Du sætter dig på den ene. På den anden sidder din sjæl.

INDEN DU STARTER

Find et sted, hvor du kan være uforstyrret. Meditationen varer omkring 16 minutter. Sæt gerne lidt mere tid af, så du ikke skal rejse dig med det samme bagefter.

Sid eller lig, som det føles bedst for din krop. Brug gerne høretelefoner.

Hav gerne papir og pen i nærheden. Der kan dukke billeder, ord eller fornemmelser op, som du får lyst til at skrive ned.

UNDER MEDITATIONEN

Måske kommer der en følelse. Måske et billede. Måske en farve. Måske ingenting.

Alt er rigtigt.

Du behøver ikke forstå det, der kommer. Læg i stedet mærke til, hvad der sker i kroppen.

Hvis noget føles intenst, så sænk tempoet. Åbn øjnene, kig dig omkring, mærk dine fødder mod gulvet. Du må altid holde pause eller stoppe.

EFTER MEDITATIONEN

Bliv siddende et øjeblik. Mærk jorden under dig. Drik lidt vand.

Skriv eventuelt et par ord ned. Du kan spørge dig selv: Hvad mærkede jeg? Hvad tager jeg med mig?

Lad resten være. Nogle gange arbejder det videre i os uden at skulle forstås med det samme.

God rejse.

Forrige

Nulpunktet

Næste

Nord syd øst vest