Jeg vil have alle de solopgange med som jeg kan få!

Stå tidligt op, med grødet stemme sige godmorgen til verden og sætte mig, rå og filterløs og bare tage det ind. Livet.

Jeg har oplevet min egen død en del gange nu.
Det er egentlig en meget enkel oplevelse.
Det er slut for denne gang. Dine sjælekontrakter er ved vejs ende.
Det er tid til at vende hjem.

Jeg har bl.a. ligget i en kiste og mærket hvordan ormene langsomt fortærede min krop.
Til jord skal du blive. Og sådan er det.

Den sidste død jeg oplevede, var den mest intense.

Jeg står pludselig i en kirke, med ryggen til alteret. Til højre for mig er en kiste. Jeg ved det er min. Kirken er fyldt med mennesker. Jeg ser dem ikke. Jeg ved bare de er der.
Men foran mig, i gangen mellem sæderækkerne, der står mine voksne børn sammen.
De er ved at begrave deres mor. Mig.

Inden denne oplevelse har jeg netop vandret gennem det sorteste mørke.
Min fysiske krop sender bølger af panik ud i hele mit system og mit intellekt afsøger hver en krog inde i det ingenting jeg er fanget i.
Men der er ingen vej ud!
Musikken banker og jeg kan høre, at hele flokken går gennem helvedet lige nu.
Gråd, panik, opkast og skrig fylder rummet sammen med musikken der er dyster og skubber til panikken.
Medicinen forvrænger alle sanser og alt jeg vil betegne som normalt, tages fra mig.
Shamanen er holdt op med at synge og vi er alle efterladt i vores eget inferno.
Men jeg er ligeglad med de andre. JEG vil ud!

Da jeg er på mit højdepunkt i panik, kommer jeg i tanke om solen. Min hverdagsbevidsthed ved, at det lige nu er dag tilbage i den ”normale” virkelighed.
Jeg kan bede en guide følge mig ud i solen, det vil lette på det hele. Jeg ved det, for jeg har gjort det før når det blev ubærligt. Solens varme smelter mørket væk.
Men så sker der noget helt nyt. Med en kæmpe kraftanstrengelse dukker en beslutning op, dybt indefra.
Jeg kan også blive.
Jeg kan LIGE NU vælge noget andet end at flygte.
Ikke på næste rejse, ikke på et andet tidspunkt. Men lige NU.
Fuck!
Min krop er stadig rædselsslagen og jeg mærker den fuldt og helt. Den vil ud, den vil væk, for enhver pris!
Men i min bevidsthed er der netop spiret noget helt nyt frem.
En helt ny styrke, født ud af en dyb beslutning om at acceptere og holde op med at flygte.
Nu!
Og så går det stærkt! Aya har ventet på dette øjeblik.
At jeg vågnede op, ægte!
Tog ansvaret.
Mine lukkede øjne har været rullet op så jeg kiggede mig selv op i panden. En almindelig position for øjne der ikke skal bruges lige nu.
Da styrken buldrer ud i mig, der ruller de ned i kigger nu pludselig lige ud i en bevægelse der rummer så meget kraft!
Krigeren er vækket.
Mørket er stadig forfærdeligt og min krop er stadig bange.
Men jeg er ikke længere alene. Jeg har mig!
Og et sted indeni ved jeg, at ALT fra nu af vil være anderledes.

Som det er med alting, så varer dette mørke heller ikke evigt.
Det glider ud og musikken ændrer sig.
Det er på tide at tage en lille pause og bare være lidt.
Tror jeg…

Men så toner kirken frem foran mig.
Jeg er her i mit æteriske legeme. Et spøgelse ville andre nok kalde det.
Alt ånder sørgmodig fred og ro.
Det var bare min tid.
Kroppe kan ikke leve evigt.
Jeg står længe bare og ser på mine store børn.
Mærker både den overvældende sorg over, at det er slut og freden ved at vide, at det hele er præcis som det skal være.
De skal nok klare sig.
Med et bliver mit hjerte så fyldt med stolthed. Mine voksne børn!!

Men jeg får ikke lov til at stå og dvæle ved sentimentaliteten.
Aya har en besked.
Jeg bliver hevet lige tilbage til for 3 uger siden.
Jeg ligger på min sofa og ser dumme netflix serier. Ser ikke verdens skønhed.
Er træt og venter på noget jeg ikke ved hvad er.
At nogen gør noget, tænker jeg, set her i bakspejlet.
Har ligget her i et par dage og nægtet at tage del i noget. Kan ikke hive mig op af den skide sofa!
Opslugt af min indre verden hvor et udefinerbart mørke lige nu holder fest sammen med selvmedlidenhed.

Jeg får åndenød af den skærende kontrast mellem det nu der er og afslutningen i kirken og min fysiske krop, der er efterladt på en madras i Jylland, den krøller sig sammen i fosterstilling ved den stærke smerte i mit bryst.

Der er ingen ord med beskeden. Kun billederne og den stærke følelse af, at en rå med hård, men kærlig besked lige er givet.
Hvad vil du? Du bestemmer… 

Jeg er observatøren der ser tidslinien mellem nu og kirken.
Hvad putter vi ind i dagene der er?

Hvad vil du lade fylde i dit liv?
Hvad vælger du at fokusere på?

Valget er dit.
Nu.

For nu er alt hvad du har.

Nu kan føles som et fængsel du ikke kan slippe ud af. Men der kan du vælge at afsøge alle afkroge efter en udvej eller distraktioner, for at slippe for det.
Ellers også så kan du samle alt dit mod og se dit liv i øjnene. Råt for usødet.
Det er barskt! Men jeg lover dig - at se dig selv i øjnene er den direkte vej til paradis.

Og du ved hvad vi siger, øjnene er sjælens spejl.
Så kig lidt oftere ind i egen smukke sjæl og tag dig selv alvorligt.
Det er dit liv og du beslutter hvad det skal indeholde.