Det Herrens år

Vi starter alle et sted i en relation. Alt efter hvor vi befinder os henne kan de indledende spørgsmål være forskellige.

“Hvordan går det?” (kan ofte være sagt uden egentlig interesse i et svar der går ud over det formelle; “Det går fint”).
”Hvad laver du så til daglig?”
”Hvem passede egentlig på dig da du var lille?”

Jeg kan da selv tage udgangspunkt i sidste spørgsmål, her mens vi starter en ny relation med hinanden, på min spritnye blog. Her lugter nærmest lidt af ny bil, ing’? ;)

Men altså… Velkommen til mit lille univers, her i det store cyberspace.

Det hele startede tilbage i 1979 - for mit vedkommende. ‘Det hele’ startede lige lidt før, men bliver også så stort at skulle introducere.
Jeg har fundet et billede frem fra det Herrens år, hvor du kan se at jeg allerede er gået igang med at øve dramaeffekten, der kommer til at komme mig til gode senere i livet.

Født og opvokset på Sjælland, iblandt beton på vestegnen, lærte jeg at skrive, regne, sige “mor” på tyrkisk og hvordan man forelsker sig.

Der var dog også noget med natur, skov, magiske portioner i mudder og en livlig fantasi.
Jeg har været på jagt i de få gamle albums jeg har, og har fundet denne unge, men allerede skeptiske, udgave af undertegnede.

Tiden går sin gang og små piger bliver til unge kvinder. Herunder skriver vi nu sen 90érne og nogen er flyttet hjemmefra og kan bestemme alting selv!
Jaja, det er en periode mange af os skal igennem. Den skaber erfaringer, rigtig meget om hvordan man IKKE skal gøre.
En gymnasietid der blev hutlet sig vej igennem og utallige bajere på barer i indre by.
Der er mange måder at rende fra alt det indeni der er udefinerbart og gør så ondt.

Senere flyttede jeg fra betonen og langt ud på landet for noget tid. De kalder det en musisk højskole. Her fandt jeg for første gang et fællesskab med mennesker der var lige så tossede med musik som mig. Jeg husker stadig tydeligt kuldegysningerne den første dag, hvor hele det nye hold slog op i højskolesangbogen og sang som kor.

Jeg mødte ham der senere skulle blive faderen til mine 3 børn, Dagdrømmeren, og det var et fantastisk ophold der har formet mit liv på så mange måder.
Men slangen i paradis følger med i det skjulte. Heller ikke her følte jeg mig rigtig med. Ikke helt som en del af det. Stadig med en rumlen i nervesystemet der hviskede “Du er ikke god nok, du er ikke værdig”.

Men Dagdrømmeren og jeg kiggede hinanden i øjnene og de næste 23 år holdt vi i hånden, gennem tykt og tyndt vandede vi hinandens indre haver.
Jeg fik depressioner og en uddannelse som sygeplejerske. Vi fik hus, bil, stationcar, forsikringer og pensioner. Rødvin og Disneysjov om fredagen og et par gange en familieferie sydpå.
Vi gjorde det hele. Alt det som vi troede vi skulle.

Jeg begyndte at interessere mig mere og mere for psyken hos mennesker. Blev psykiatrisk sygeplejerske og arbejdede i de mest ekstreme miljøer.

”Hvis ingen af os synes vi er gode nok, hvad går det hele så ud på?” var ordene jeg ikke kunne få fat i, fra et bevidst sted, men et spørgsmål der drev mig fremad.
”Der MÅ være mere end det her!”

Og dét er det jeg så gerne vil dele om, her på bloggen.
Min rejse.
Min undren.
Min erfaring.

Et forsøg på at forstå mig selv - og dig, vores allesammens liv.
Ironisk nok med bevidstheden om, at jeg aldrig bliver færdig eller kan være sikker på at finde noget som helst der kunne være en sandhed.
Vi mennesker er så komplekse at selv den største bog i verden ikke kan opsummere os. Vores følelser er så mangfoldige at selv ikke den bedste symfoni kan fange det til fulde.

Men det stopper mig ikke fra at prøve alligevel. Og til dig der læser med, sender jeg min dybeste tak. Det er en ære at du er her.

Jeg har ingen bestemte planer med bloggen her, andet end at lade pennen flyde. Og gøre det som SÅ mange har bedt mig om i årevis.
”Skriv Synne, bare skriv”

Så det gør jeg nu…

Velkommen til min blog. Jeg glæder mig til at tage på rejse sammen med dig.

Kærligst,
Synne