Det Herrens år – Min stemme og vejen hertil
Vi starter alle et sted i en relation. Afhængigt af hvor vi befinder os, kan de indledende spørgsmål variere:
"Hvordan går det?" (ofte sagt uden reel interesse i et svar, der går ud over det formelle "Det går fint").
"Hvad laver du så til daglig?"
"Hvem passede egentlig på dig, da du var lille?"
Lad mig tage udgangspunkt i det sidste spørgsmål, mens vi indleder vores nye relation her på min spritnye blog. Den dufter næsten af ny bil, ikke?
Velkommen til mit lille univers i det store cyberspace.
Barndommens begyndelse
Det hele startede for mig i 1979. 'Det hele' startede lidt før, men det bliver for omfattende at introducere her. Jeg har fundet et billede frem fra det Herrens år, hvor jeg allerede øvede mig i dramaeffekten – noget, der senere skulle komme mig til gode.
Født og opvokset på Sjælland, blandt beton på vestegnen, lærte jeg at skrive, regne, sige "mor" på tyrkisk og hvordan man forelsker sig. Men der var også natur, skov, magiske portioner i mudder og en livlig fantasi.
Jeg har fundet en ung, men allerede skeptisk udgave af mig selv i de få gamle fotoalbums, jeg har.
Ungdommens søgen
Tiden gik, og små piger blev til unge kvinder. I slutningen af 90'erne flyttede jeg hjemmefra og kunne bestemme alting selv! Det var en periode, mange af os skal igennem – en tid, der skaber erfaringer, især om hvordan man ikke skal gøre. Gymnasietiden blev hutlet igennem, og utallige bajere blev drukket på barer i indre by. Der er mange måder at flygte fra det udefinerbare, indre, smertefulde.
Senere flyttede jeg fra betonen og langt ud på landet for en tid. De kaldte det en musisk højskole. Her fandt jeg for første gang et fællesskab med mennesker, der var lige så tossede med musik som mig. Jeg husker stadig tydeligt kuldegysningerne den første dag, hvor hele det nye hold slog op i højskolesangbogen og sang som kor.
Det var her, jeg mødte ham, der senere skulle blive faderen til mine tre børn – Dagdrømmeren.
Det var et fantastisk ophold, der har formet mit liv på så mange måder.
Men slangen i paradis følger med i det skjulte. Heller ikke her følte jeg mig helt som en del af det.
Stadig med en rumlen i nervesystemet, der hviskede: "Du er ikke god nok, du er ikke værdig."
Voksenlivets realiteter
Dagdrømmeren og jeg kiggede hinanden i øjnene, og de næste 23 år holdt vi i hånden. Gennem tykt og tyndt vandede vi hinandens indre haver.
Jeg oplevede depressioner og tog en uddannelse som sygeplejerske. Vi fik hus, bil, stationcar, forsikringer og pensioner. Rødvin og Disneysjov om fredagen og en familieferie sydpå et par gange. Vi gjorde det hele – alt det, vi troede, vi skulle.
Jeg begyndte at interessere mig mere og mere for menneskets psyke. Blev psykiatrisk sygeplejerske og arbejdede i de mest ekstreme miljøer. Jeg mødte mennesker i dyb krise – og spejlede mig i deres sårbarhed, deres kamp, deres længsel efter at høre til.
Og midt i alt det begyndte en sætning at tone frem i mig. Først som en svag hvisken, senere som et rungende ekko:
"Hvis ingen af os synes, vi er gode nok – hvad går det hele så ud på?"
Det var ikke et bevidst spørgsmål. Det kom ikke fra hovedet. Det var kroppen, der spurgte. En indre sandhed, der pressede sig på.
"Der MÅ være mere end det her!"
En ny begyndelse
Og det er netop det, jeg gerne vil dele her på bloggen:
Min rejse.
Min undren.
Mine erfaringer.
Et forsøg på at forstå mig selv – og dig, vores allesammens liv. Ironisk nok med bevidstheden om, at jeg aldrig bliver færdig eller kan være sikker på at finde noget, der kunne være en sandhed. Vi mennesker er så komplekse, at selv den største bog i verden ikke kan opsummere os. Vores følelser er så mangfoldige, at selv ikke den bedste symfoni kan fange det til fulde.
Men det stopper mig ikke fra at prøve alligevel. Og til dig, der læser med, sender jeg min dybeste tak. Det er en ære, at du er her.
Jeg har ingen bestemte planer med bloggen her, andet end at lade pennen flyde og gøre det, som SÅ mange har bedt mig om i årevis:
"Skriv, Synne, bare skriv"
Så det gør jeg nu…
Velkommen til min blog. Jeg glæder mig til at tage på rejse sammen med dig.
Kærligst,
Synne