Jeg vil have alle de solopgange med som jeg kan få!

Stå tidligt op. Med grødet stemme sige godmorgen til verden.
Sætte mig, rå og filterløs, og bare tage det ind. Livet.

Jeg har oplevet min egen død mange gange efterhånden.
Det er egentlig en enkel oplevelse.
Det er slut – for denne gang. Dine sjælekontrakter er ved vejs ende. Det er tid til at vende hjem.

Jeg har blandt andet ligget i en kiste og mærket, hvordan ormene langsomt fortærede min krop.
Til jord skal du blive. Og sådan er det.

Men den sidste død, jeg oplevede, var den mest intense.

Jeg står pludselig i en kirke med ryggen til alteret. Til højre for mig: en kiste.
Jeg ved, det er min.
Kirken er fyldt med mennesker. Jeg ser dem ikke – men jeg ved, de er der.
Foran mig, i midtergangen, står mine voksne børn.
De er ved at begrave deres mor. Mig.

Inden den oplevelse havde jeg netop vandret gennem det sorteste mørke.
Min fysiske krop sendte bølger af panik ud i hele mit system.
Mit intellekt afsøgte hver en krog i det ingenting, jeg var fanget i.
Men der var ingen vej ud.

Musikken bankede, og jeg kunne høre, at hele flokken var i helvedet nu.
Gråd, panik, opkast og skrig fyldte rummet sammen med musikken – dyster og intens.
Shamanen var holdt op med at synge. Vi var overladt til os selv.

Men jeg var ligeglad med de andre.
JEG ville ud.

På panikkens højdepunkt kom jeg i tanke om solen.
Min hverdagsbevidsthed vidste, at det var dag i den “virkelige” verden.
Jeg kunne bede en guide følge mig ud i lyset. Jeg har gjort det før – solens varme smelter mørket væk.
Men så skete der noget nyt.

En kraftfuld beslutning dukkede op. Dybt indefra.
Jeg kan blive.
Jeg kan lige nu vælge at blive.
Ikke på en anden rejse. Ikke i morgen. Lige nu.

Min krop var stadig rædselsslagen. Alt i mig ville ud. Men i bevidstheden var der født noget nyt:
En indre styrke. En beslutning. Jeg accepterede. Jeg flygtede ikke.

Aya har ventet på dette øjeblik.

Jeg vågnede op – ægte. Tog ansvaret.
Mine øjne, som havde været rullet opad i den karakteristiske ceremoni-position, gled pludselig ned og kiggede lige ud – og med dem kom kraften.

Krigeren var vågnet.

Mørket var der stadig.
Men nu var jeg ikke længere alene. Jeg havde mig.
Og jeg vidste: alt fra nu af ville være anderledes.

Som det er med alting, så varede mørket heller ikke evigt.
Musikken ændrede sig, og en pause tegnede sig i rummet. Jeg troede, det var slut.

Men så toner kirken frem.
Jeg står der i mit æteriske legeme. Et spøgelse ville nogen kalde det.
Der er fred. Sørgmodig fred.
Det var bare min tid.
Kroppe lever ikke evigt.

Jeg står længe og ser på mine store børn.
En sorg og en fred eksisterer side om side i mig. De skal nok klare sig.

Men så sker der noget.

Aya sender mig billeder. Jeg ser mig selv for tre uger siden, liggende på min sofa.
Træt. Tom. Seende Netflix. Ikke seende livet.
Jeg var sunket ned i et udefinerbart mørke. Sammen med selvmedlidenhed.
Ventende på... noget.

Min krop – som nu ligger krøllet sammen på madrassen i Jylland – hiver efter vejret.
Kontrasten mellem dét “nu” og billedet i kirken skærer.
En besked er givet. Den er rå, men kærlig.

Hvad vil du?

Jeg ser tidslinjen. Fra sofaen til kisten.
Og jeg ved:
Det er nu, der betyder noget.

Hvad vil du lade fylde i dit liv?

Hvad vælger du at fokusere på?

Valget er dit. Nu.

For nu er alt, hvad du har.

Nu kan føles som et fængsel. Et punkt, du ikke kan undslippe.
Men du har valget:
Du kan afsøge alle afkroge efter flugtveje.
Eller du kan samle dit mod og se dit liv i øjnene – råt for usødet.

Det er barskt. Men jeg lover dig:
At se dig selv i øjnene er den direkte vej til frihed.

Vi siger, at øjnene er sjælens spejl.
Så kig lidt oftere ind i din egen smukke sjæl.
Tag dig selv alvorligt.

Det er dit liv. Og du beslutter, hvad det skal indeholde.