Meningernes land

Der var engang en masse mennesker.

Alle de mennesker ønskede alle sammen at gøre det bedste de kunne.

I det land de boede i, der var der ytringsfrihed og de var alle vant til at kunne sige hvad de ville.

Desuden var den tid hvor de boede i, sådan en tid hvor alle var bange for at komme til at lave en fejl. For det var tiden for perfekthed.

Internettet var så gammelt at mange ikke havde oplevet et liv uden det. Mennesker havde tænkt sig grundigt om og udviklet noget der hed ”apps” hvor man kunne tale med alle de andre på internettet. Uanset hvor de befandt sig henne på planeten Jorden.

Nogen andre mennesker havde videreudviklet fotografiet og gjort det tilgængeligt for alle at lave billeder om, så alle så smukke og unge ud – for evigt.

De unge mennesker i skolen skulle tidligere og tidligere tage stilling til hvad de egentlig ville med resten af deres liv. Og de eksamener de tog, der lærte de at citere det læreren havde sagt og at fejl gav nedslag i den karakter der skulle sluse dem videre ud i det succesfulde liv.

Tilbage på de der apps, der ville alle gerne være med til det succesfulde liv, så de fleste skar halvdelen af det at være menneske, fra.

Men et menneske kan kun skære halvdelen af sig selv fra så længe.

Så begynder det at sive ud af sprækkerne.

Det begynder som en sitren under det ene øje.

En kløe på det der sted på ryggen hvor menneskene ikke kunne hverken nå eller se.

Ironisk nok, så måtte de have andre mennesker til at hjælpe sig med at se de steder de ikke selv kunne få øje på. Selvom det hverken var pænt eller perfekt.

På de der apps, der sivede det også ud med al den længsel efter det der var skåret fra.

Når man ikke kan nå der hvor det klør, så kan det være meget fristende sådan at gå og blive lidt irriteret og pludselig er det alle de andre der er forkerte.

Man kan også sådan helt glemme at være nysgerrig, fordi kløen stjæler overskuddet.

Hvis man er omkring et menneske længe nok, så viser det sig hver evigt eneste gang, at dette også er helt, selvom der er blevet forsøgt at klippe tå og hugge hæl.

Et menneske kán ikke skæres over.

Det var ukendt hvor det startede, det der med at skulle være perfekt. Måske er det bare en del af det at være menneske. Den indre stræben efter hele tiden at blive så god som det er muligt. Hvilket jo er en egenskab der skal hyldes – men ikke fortabes i.

Et menneske er så komplekst, så hvad end der frembragte kreationen, må være overordentlig stolt af sig selv.

Et menneske rummer dybder som selv den længste bog ikke kan omfavne.

Et menneske rummer følelser så store, at selv den bedste symfoni ikke kan udtrykke dem.

Et menneskes historie er så omfangsrigt, at det er helt til at tabe pusten af

Man kan leve et helt liv, tæt sammen med et andet menneske, og stadig lære nyt om dem.

Og de der app´s, nok er de gode til alt mulig. Mange mennesker lod til at have en særlig forkærlighed for videoer af racen Kat, der underholdt sine mennesker. Og fødselsdagshilsner, fyldt med kærlighed.

En anden forkærlighed menneskene også så ud til at have, det var at øve sig i, at have en mening. Om alt muligt. Især andre mennesker, faktisk.

Så meget længsel efter den fraskårede del, sås nogle gange komme flydende ud som barske ord.

”Hvis jeg ikke kan rumme det inde i mig selv, så kan jeg heller ikke rumme det inde i dig” hviskede den fraspaltede del.

Men så var det godt at der var selfies, store perfekte smil og en ny video af racen Kat, til lige at tage toppen af smerten.

Og sådan gik dagene inde på de der app´s, som næsten var blevet sådan en helt anden virkelighed for mange mennesker.

Midt i alt dette, så var kattene færdige med at underholde for i dag, og lagde sig blødt oven på deres menneske og spandt ro helt ind i nervesystemet.

Men mennesket mærkede det slet ikke.
Denne skulle nemlig lige øve sig lidt mere på at mene noget.