Mændene - og tiden jeg tilbragte sammen med dem

I den netop overståede weekend, bragte universet det sådan, at jeg befandt mig midt i et manderetræte.

Og nu sidder jeg her og mærker. Mit hjerte er åbent og det føles som at være en lille smule forelsket. I polaritet, i livet, i kurverne på mine bløde hofter, i formen på en stærk mandearm.

Jeg tænkte godt at det ville blive en udfordring for mig at gå ind i det rum med mændene, især fordi jeg ville have så mange hatte på. Som ”mor” i firmaet generelt, som kok, som medbærer af energierne i ceremonierne. Men, det blev alligevel mere end jeg lige havde forestillet mig.

Jeg har lavet kvindecirkler i en del år efterhånden og dykket dybt ned i det at være kvinde.
Det er en energi jeg flyder let i. Vandet, det bløde, det følende.
Jeg har omgivet mig med kvinder i årevis og uden at tænke mere over det, bevæget mig naturligt i det.

Kan jeg se nu.

Jeg havde lavet mig en historie om, at jeg var en ”drengepige” da jeg var yngre. Jeg havde lavet mig en historie om, at jeg skulle finde min femininitet som voksen.

Min indre mand har altid været en god beskytter af mig. Men også en der godt kunne komme til at tage over. Når han tager over, så bliver jeg hård, stakato i mine bevægelser og mit hjerte lukker. Når mit hjerte lukker, så lukker også forbindelsen til mit skød og jeg vælter nemmere. Går i gamle overlevelsesmekanismer hvor jeg ikke kan mærke mig selv.

Jeg er vokset op med en alkoholisk far. Han gjorde det bedste han kunne, men han valgte også (ubevidst) et liv i offerrollen.
Man skal ikke have læst ret mange bøger om den menneskelige psyke for at gennemskue hvilke far-sår det giver i en lille pige, der var fars eneste kilde til kærlighed og hvor den lille pige altid var i skarp konkurrence imod alkoholen for at få fars opmærksomhed.
Den medafhængighed den opvækst bragte med sig, har også givet mig utallige oplevelser med overgreb, grænseløshed og et nervesystem der gik i fawn som overlevelse.
Det maskuline var både min kilde til tryghed og den største fare. Så enten så kastrerede jeg det eller underkastede mig. Kamp eller opgivelse.

Der skulle 25 mænd til at brænde igennem til en dybere forståelse af mit eget indre (og 20 års terapi, 600 ceremonier, intime relationer med læring og alt det andet. Men lad os nu bare holde det mere simpelt ad hensyn til historien her).

Det første frieri kom allerede den første aften på retræten. Der er noget smukt over mænd der bliver bløde, når en kvinde laver et nærende måltid til ham.
Med et glimt i øjnene takkede jeg ham og bad jeg ham holde på begejstringen indtil efter ceremonien dagen efter. Man kunne jo gå hen og skifte mening når den søde kok pludselig får en anden rolle!

Natten kom og gik igen og ceremonien gik i gang. Energierne væltede ud i rummet.
Og de væltede mig.
Det er ikke ret tit at jeg bliver presset i ceremoni og det er endnu mere sjældent, at mit eget får lov til at spænde ben når jeg faciliterer, men denne dag der blev jeg mødt fra et helt nyt sted af alle mine egne sår.
Mine forbehold. Min frygt. Min længsel, spejlet i energierne i rummet.
Og jeg blev totalt overvældet. Dækket til af beskyttende tæpper, kiggede jeg ud på rummet og vidste hverken op eller ned.
Bjarne kom og satte sig foran mig som skjold. Noget der aldrig er sket før. Hvilket også gav ressonans ud i rummet. Det gav genklang at kvinden pludselig var ”væk”.

Jeg var fuldstændig helt og aldeles færdig efter den ceremoni. Faldt i en dyb søvn og fandt mig selv i dyb proces det næste døgns tid.

Hun er en klog en, hende der Moderen og spirits. Hun – og de - ved præcis hvilke knapper der skal trykkes på, for at skubbe os videre til næste plateu.
For det er min evige bevægelse. Dybere, længere ind, autencitet, rå væren. Følelser og forståelse i samklang, som livet udfolder sig.

Det var enormt ubehageligt at være i og min indre mand tog i dén grad over!
Afsted det gik, ud over stepperne. Hakke. Røre. Koge. Planlægge. Overblik. Hente flere ingredienser ude i byen. Samtaler ind imellem, et støttende ord til en sårbar proces.

Dejlige mænd kom forbi køkkenet og indtog sultne føden.

Min indre mand var stolt og glad.
Min indre kvinde smilede træt, men omsorgsfuldt og også glad for at kunne nære.
Det fineste udspillede sig omkring mig.
Processerne inden i mig, uden for mig, omkring mig.
En retræte for fuld udblæsning, som vi gør det bedst.
En speciel oplevelse for mig, for det var første retræte hvor jeg ikke selv havde fingrene med helt nede i dejen.

Den aften chrashede jeg. Mit feminine var TRÆT, brugt og havde følelser der skulle føles. Det er sådan der er.

Vi lader alle op i det feminine og bruger i det maskuline.
Jeg blev holdt og grebet af mine allerbedste favorit mandearme.
Stod op næste morgen og havde fået omarrangeret inden i mig.
Det kan godt være at jeg vælter, men jeg lærer hurtigt og kommer stærkt tilbage.

Anden ceremoni var en helt anden.
Ikke længere bange, ikke længere overvældet.
Jeg sang, dansede med energierne med bløde hofter, holdt og vár. Lige der.
Til stede i mit hjerte og mit skød.

We are all just walking each other home.

Jeg fandt den dybeste kærlighed til det maskuline. Igennem den sårbarhed der modigt blev vist i salen. Igennem styrken i mit eget feminine. Når jeg er hjemme i mig, så skaber det ressonans.

Kan jeg stole på mig, så kan jeg også stole på verden. Og i den verden er der fantastiske mænd.
Så stolte, så modige, så dybe.

Jeg fandt at vi er lige bange for hinanden. Mændene og kvinderne.
Jeg fandt, at når vi lader hinanden være mænd og kvinder, så opstår der magi ud over enhver forstand.

Polariteten, parringsdansen.
Livet der VIL.

Det feminine giver liv til verden, men det maskuline er gnisten der starter livet.

Og jeg opdagede at mit feminine aldrig har været noget der har skulle ”findes”.
Det flyder igennem mig, mine celler, mine bevægelser, mine følelser, min penetrative natur.
Det er hvad jeg ER.
Vild, utæmmet, blid, bindegal, følsom, blød og uendelig sensitiv og dybt følende, med hofter der vil danse i bløde bevægelser.

Og jeg så mændende finde dem selv.
Deres kraft, glæde, formål.
GNISTEN i deres skabende natur!

I den sidste time af retræten, stod jeg der og følte lidt at jeg havde sneget mig ind et sted der var helligt og som jeg var utrolig heldig at få lov til at opleve.
En hel gruppe mænd, i fælles kram, hoppende, hujende, råbende.
Jeg kunne ikke andet end at overgive mig, rødme og smile som en anden forfjamsket ungpige.

Polaritet. Dyrk det, ær det, nyd det!
Saml jer i mande- og kvindecirkler. Vi har BRUG for hinanden i spejling.
Seperationen giver en større sammensmeltning i efterklangen.

Vi er hellige væsner og sammen løfter vi hinanden til nye højder.

TAK fra det dybeste af mit hjerte til hver enkelt mand fra denne weekend.
For kram, for digt, for at holde, for at skubbe, for at være til stede med ALT.
Jeg er rørt til tårer og jeg er DYBT taknemmelig.

I kærlighed,
Synne