Et lag ad gangen - renovering med kærlighed
Der er aktivitet på Lykkebo.
Gode mennesker går ind og ud af dørene. Lidt i midten står en mand der hedder Sven lige nu. Det er ham der har lovet at gøre mit soveværelse helt nyt og fint.
Han kravler, ordner, lader sig afbryde hver gang jeg har en ny ide. Lader mig passe hans skrammer når han går ind i de lave bjælker fra dengang menneskerne var lavere end vi er nu - og minder mig om at gøre tingene med omhu.
Det der nu er mit soveværelse, var engang en del af stuen.
Dengang jeg var gift der byggede vi (dvs. han) en væg, så vi kunne få et soveværelse med dør.
Planen var hele tiden at gøre ‘noget’ ved rummet. Hvis ikke andet, så ihvertfald at male det, så den eller ivrige blå farve kunne blive skiftet ud.
Men det vi ikke vidste var, at rummet var så ringe isoleret at det næsten står ud med damp af næsen når man vågner om morgenen i vintermånederne.
Vi nåede ikke til det der ‘noget’ i soveværelset, for det ‘noget’ også skulle ske rigtig mange andre steder.
Imellemtiden blev ‘noget’ til en skilsmisse og tiden gik.
Hver vinter har jeg lovet mit selv, at denne vinter var sidste med frost på dynerne og varmepuder i sengen.
Det gik der nogen somre med, for når det bliver sommer så forsvinder problemet og kommer først igen når det egentlig er for sent at gøre noget ved det.
Men NU er tiden kommet.
Sven rykkede ind og mit soveværelse blev pludselig til “The room of doom”!!
Lykkebo, kære Lykkebo.
En gammel dame. Snart 200 år gammel. Så er der meget der knager og er slidt.
Det kræver gode mennesker der gider bruge deres skabende kræfter på at holde historien i live.
Nogen gange ville jeg ønske at væggene kunne tale,
Om liv, om mennesker og deres drømme. Om dyr der prustede, om tiden der gik.
Nogen bygger og bærer ind, andre tager over, river ned og bærer ud.
Sådan har vi alle en trang til at sætte vores vardesten på livets vej.
”Jeg var her” siger vi, på hver vores måde.
Og lige nu er det min tur til at forvalte historien. Og jeg får så god hjælp.
Fire længer og 2,5 hektar er mere end en kvinde kan løfte alene.
Så nu rives der ned, til de gamle mursten står blottede og rå.
Sven river ned.
Jeg brænder røgelse, efterhånden som lagene afsløres og gammel energi sættes fri.
Nu er vi (dvs. Sven) allerede ved bunden og skal til at bygge op igen.
Jeg følger spændt med, efterhånden som det hele folder sig ud.
Og har lighteren klar, med bare en lille smule røgelse i skålen.
Bare hvis nu…
Og så gav sommeren en tiltrængt tur i opladeren, så når nu den gode arbejdsenergi var til stede i overflod her, så rider jeg med på bølgen og har udset mig et af de andre rum i huset.
Ferien er slut og de blå arbejdsbukser er taget på igen.
Markerne høstes en efter en og frugterne hænger tungt på grenene derude, dyrene summer og solen varmer så godt på huden.
Jeg ELSKER denne her årstid.
På vej med slibemaskinen,
Synne