Hvordan jeg endte her
Jeg begyndte i psykiatrien. Selvskadende unge. Mennesker i psykose. Udadreagerende misbrugere med domme bag sig.
Det var dér, jeg lærte det, jeg stadig lever af: at blive siddende.
Det, jeg tror på
Der findes ikke en genvej gennem et nervesystem. Det tager den tid, det tager.
Og du er ikke et projekt, der skal gøres færdigt.
Jeg tror på kroppen. På at den ved noget, før hovedet kan forklare det. Og på at man ikke kan tænke sig ud af noget, der bor i nervesystemet.
Noget af det ender på bloggen. Resten står i kø.
Fra psykiatrien til ceremonirummet
Fra sygeplejerske til Facilitator - en livsmission viet til healing
Vagter, hvor jeg ikke ved, hvad der venter bag den næste dør, og hvor det eneste, jeg har med mig, er min egen ro.
Miljøterapi. Supervision. År med mennesker i de tilstande, folk ellers holder sig fra.
Jeg er tidligere sygeplejerske. I dag arbejder jeg som traumeterapeut og ceremonileder, jeg superviserer et team af behandlere, og jeg er i gang med uddannelsen som Somatic Experiencing-terapeut.
Undervejs har jeg været i Peru og gået i lære hos en shaman. Jeg har holdt rum for hndredevis af mennesker i tilstande, hvor nervesystemet går helt til kanten.
Det svære kommer tit bagefter
Ikke selve oplevelsen. Mandagen. Hvor du er blevet et lidt andet menneske, og ingen omkring dig har fået besked. Hvor det stadig sidder i kroppen, men vasketøjet ligger præcis, hvor du forlod det.
Det er dér, folk plejer at stå alene. Og det er dér, jeg arbejder.
Jeg er ikke foran dig
Jeg bor på en gård fra 1836 med et par katte og en have, der aldrig bliver færdig. Jeg har tre voksne børn. Jeg har ADHD og arbejder i rytmer frem for i skemaer. Jeg synger, når jeg holder rum, fordi stemmen gør noget, ord ikke kan.
Jeg kan ikke gå vejen for dig. Men jeg kan gå med.
Hvis du er landet her, fordi noget har rykket sig, og du ikke helt ved, hvad du skal stille op med det: så er det dét, jeg laver.
“We are all just walking each other home”
-Ram Dass